Forståelsen for forandringen

Når man står midt i en uoverskuelig situation, er det svært at gennemskue, hvordan man nogensinde kan komme ud.

Argumenterne for aldrig at ændre noget, er overvældende.. Lad os for eksempelvis sige, at man er i et job, man ikke ønsker at være i. Et job, der tærer på eens ressourcer i en grad, så der ikke er noget tilbage, når man vender hjem til den familie, man alt andet lige ønsker at sætte i højsæde.

Hurtigt bliver argumenterne: "Jamen – vi har jo brug for pengene" og "Nå ja – men det er vel heller ikke så slemt. Måske er det bare en periode" eller "Det er nok bare mig, der ikke er hurtig nok – dygtig nok" (Et ægte kvindeargument)

I virkeligheden er det vel angsten for forandring, der stikker sit grimme hoved op.

Jeg hoppede ud. Og jeg har lige fået min første lønseddel. Og jeg er lykkelig på alle fronter. 

Jeg må lige forklare hoppet. Jeg gik fra 37 timer fra en arbejdsplads, der lå lige i nærheden af mit hjem. 37 meget stressede timer, der oftes var langt mere end 37 timer. Dertil kom at ansvaret var overvældende. Jeg havde et ansvarsområde, som jeg efterfølgende har opdaget normalt er delt på 3 leder – måske ligefrem 4. Vi var mig – og min kollega, der kun var "på området" gennemsnitligt 3 timer om dagen.

På positiv siden så gjorde jeg en forskel i mit arbejde. Der var mennesker, der kunne mærke min indflydelse og var glade for den.  Det fortalte de mig også. Og jeg havde gode søde og dejlige kollegaer på alle fronter. Tilgengæld var der også mange, der brokkede sig højlydt og ofte.. da det var et område, der var øretævernes holdeplads. Telefonen var rødglødende hele dagen. Jeg talte typisk i telefon med 10 forskellige mennesker på en time – og hele tiden med den vide, at jeg BURDE være igang med at ringe til 5 andre. Når jeg gik hjem, var det altid med fornemmelse af, at jeg burde havde gjort mere – burde havde klaret mere.  

Jeg hoppede hertil mit nuværende arbejde: Mit dejlige lille kontor – med min egen lille computer og min egen lille – ikke ringende telefon. Ro.. Her er plads til at snakke.. plads til fordybelse .. plads til andet en lige arbejde hele tiden. Plads til tanker. Det er kun 26 timer . Jeg skal bruge 30 min på transport hver gang, jeg skal frem eller tilbage – så antallet af "sparet" timer er til at overskue.

Forskellen er markant. Jeg sover ikke længere, når jeg kommer hjem. Jeg lever ikke længere for at overleve den ene dag efter den anden. Jeg har overskud til at hjælpe min datter med lektierne – og snakke LÆNGE med min søn. Jeg gider lave mad – og jeg hygger mig med at læse for mine unger, når de kommer i seng. Jeg læser bøger og gemmer mig ikke bag min computerskærm.

I virkeligheden kan jeg slet ikke beskrive den største forskel.. for den er indeni Jeg har ro. Jeg har overskud og jeg har smil.

Jeg fatter slet ikke, hvordan jeg kunne leve på den anden måde.. men det er så nemt at sige, når først skridtet er taget. Underligt, at det føltes så svært at tage.