Jonathan har rundet et skarpt hjørne rent børnepolitisk.
Han er blevet 2½ år.
Her i kommunen kan man, når man er 2½ blive flyttet i børnehave. Men hvor ville jeg være ked af det! Vi har da heller ikke hørt noget om det, så jeg regnede bestemt heller ikke med, at der var nogen ko på isen.
Jeg tog alligevel emnet op i vuggestuen i dag. Her fik jeg en skøn samtale med en medhjælper, der kunne forsikre mig om, at der var ingen der overvejede at sætte Jonathan i børnehave. Hun forklarede mig også, at børnene altid rykker op i børnehaven i "hold" og at man bestemt ikke har for vane at flytte børn i børnehave før de ER fyldt tre. Da Jonathan er den ældste på stuen, betyder det, at også den næstældste skal runde de tre år, før Jonathan kommer i børnehave.
Det lettede mit hjerte.. for det betyder, at det ikke bare er til maj – men måske først til august, Jonathan skal i børnehave. Jeg har BESTEMT ikke travlt – for Jonathans sprog vil være en kæmpe hæmsko i en børnehave, hvor der er halvt så mange voksne til dobbelt så mange børn.. Børn, der vel og mærket ganske glimrende kan give besked.
Det er en rigtig god børnehave, Jonathan skal videre i – så jeg er ikke nervøs – men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det må være sværer at hjælpe ham med sproget i en børnehave frem for i vuggestuens tryghed og ro.
Hun sagde det ikke direkte – men jeg synes at kunne fornemme, at jeg ikke var den eneste, der havde den holdning.
Det er luksus at kunne "spærre" en vuggestueplads i adskillige måneder efter det fyldte tre år, alene for at gøre overgangen så god som mulig. Jeg beklager venner, men Jonathans vuggestue ER landets bedste :-)
Jamen det er jo nemt at sige når man ikke kender så mange :-p
Men fedt at du er glad for den, jeg håber at du husker at fortælle det til personalet også.
Krammelamme
Henriette
Hej Henriette..
Du ka TRO, jeg husker at fortælle det 🙂
Mange hilsner
Pernille
Dejligt, at der bliver givet plads til børnene… i institutionerne! Man har lyst til at sige “Det manglede bare andet!”, men jeg er bange for, at det ikke er en selvfølge alle steder!
Knus!
Pernille, det var da dejligt!
Sig mig, ja, ikke at det rager mig, men hvad er årsagen til Jonathans “dårlige” sprog? Jeg synes du fokuserer overmåde meget på det og forstår dermed at det lader til at være et problem. Er det det? Eller har du “bare” høje forventninger? Hvis du har, hvad er de så basseret på?
Han har på nuværende tidspunkt – som 2,5 årig – omkring 30-50 aktive ord. HAN er begyndt at føle det som et problem, da han har en lille kæreste, der er 6 måneder yngre – og som er MEGET svær at tale med, da hun taler i sætninger – mens Jonathan taler i ord – der tit ikke er til at forstå. Hun forstår ham ganske enkelt ikke – og det giver mange misforståelser.
Vuggestuen har gjort deres til at nedtone problemets omfang – men de er enige med mig nu om, at nu er han “officielt” bagud – og vi skal til at tale med talepæd. mv.
Hovedårsagen er familien. Der er ingen i vores familie, der har sagt noget synderligt før de var 3 år. Men derudover skyldes det nok også, at det ikke falder de voksne naturligt at “tale med ham” dengang han slet ikke talte. Jeg kunne se på min veninde, hvordan hun talte med sin søn hele tiden – og det har slet ikke faldet mig naturligt. Vi læser – synger og snakker på livet løs .. men altså ikke på samme måde ..
og så er der den sidste ting.
Jonathan er utrolig fysisk. På alle punkter rent fysisk er han ikke bare med men typisk milevidt foran sine jævnaldrene. Han kravler op og står på hoved. Han slår kolbøtter og går på line. Og jeg tror simpelhen, at det er i den retning knægten har valgt at “lægge sin indsats”. Jonathan har ikke haft behov for at bede om noget, for han tog det bare selv… også selvom det kræver, at man skal skubbe en stol over til skabet .. eller kravle op på bordet.
Mange hilsner
Pernille