På turen hjem med Jonathan kommer vi som altid forbi en lyskasse foran en offtentlig bygning. Jonathan plejer at prøve at gå på trappen – og derfor går han hen på lyskassen, for at gå de to trin op af trappen – for derefter at gå ned igen.
Men så er det, han opdager, at han – på risten – står og svæver over jorden. “Se mor” udbryder han glædestrålende – mens han ivrigt peger ned i lyskassens bund. “Blade”
Jonathan tænker som besat.. fascineret af lyskassen – og risten han står på. Han hopper lidt på den – bare lige for at se.. Men han ender ikke på bunden. Der ligger et blad på risten. Jonathan sætter sig på hug og tager bladet. Med de små kolde fingre, gelejder han bladet igennem risten – og ser fascineret til, mens bladet flyver ned til sine artsfæller på bunden. “Se mor – blade viuv” (Oversat til dansk: Se mor – bladet flyver!) Lykkelig over sin opdagelse finder Jonathan straks et blad mere. Også det må få flyveturen ned gennem risten. Og et blad mere.. og et til.
Det er skægt at stå der på sidelinie og se på, mens den dejligste dreng i verden opdager endnu en af verdens indretninger.