Posedamen

"Posedamen" kalder de mig. På et af mine bryllupsbilleder gemmer jeg desperat en lilla plasticpose bag min ryg. Heri lå adskillige kilo make-up og tyggegummi.Hvis der er noget, jeg IKKE er – så er det go til tasker. 

Og hvorfor skulle jeg være det? Det var jo derfor, jeg i tidernes morgen installerede en mand på adressen. Hans lommer er typisk brede nok til mine penge, mit dankort og mine tyggegummier. Drøn irriterende at man ikke kan slæbe ham med på arbejde. Dertil havde jeg nu fundet en anden løsning. Min cowboyjakke havde nogle smarte lommer placeret på brysterne. Til at starte med var det en smart og nem løsning. Dankort – vupti – ned i lommen. Nikotintyggegummier – vupti ned i lommen. Mobiltelefon – vupti… Kuglepennen…

Behøver jeg at fortælle, at jeg efterhånden så ud som en ren Brigitte Bardot? Strittende babser er ellers ikke noget, jeg lige umidlbart har behov for. Jeg er ikke den første i køen til at få en brystforstørrelse.. tværdimod har den en glimrende størrelse – og behøver bestemt ikke være størrer. 

 "Det ser altså herrens ud" fortalte kæresten mig for nyligt, da jeg kom ind med mine meget stoppede lommer. Det er lidt en falliterklæring, når det er ham, der skal pointer det. Manden, der fortsat bruger bluser, han fik foræret i konfirmationsgave, er ikke just kendt for sin stil og smag. Når han mener den er gal.. så er den helt helt helt gal.

Jeg måtte bøje mig – og gå ned og investerer 150 kr på en taske.  Og nå ja .. indtil videre har jeg ikke forlagt den nogen steder og jeg ka da også mærke fordelen. F.eks. har min parfume aldrig kunne finde plads i min lomme.. Den har jeg med mig nu. Hvem ved – en dag bliver jeg måske helt vant til, at jeg skal have tasken med mig.

Så Julie – din blog har ikke levet forgæves