Jonathan griner. Han har fundet den lilla bold. Han kaster den hårdt ind i væggen – og ser på den, som den flyver tilbage gennem stuen. Den rammer gulvtæppet – og lyder sætter Tikka i bevægelse. Tikka springer efter bolden og fanger den langt hurtigere, end Jonathan ville være i stand til. Jonathan hulker af grin, som han begiver sig hen mod Tikka for igen at erobre bolden. Lyden af Jonathans grin, får Tikka til at vige pladsen ved bolden.. og Jonathan kan nu igen kaste bolden.
Jonathans grin er så hjerteligt – og Tikkas nysgerrighed så kær. Den perfekte leg er opfundet. Nu håber jeg bare, at Tikka en dag tør modsvare Jonathans grin – og holde på bolden.
Jeg skal lige love for, at I har fået en ny “baby” i huset. Lyder vældigt hyggeligt, man bliver jo helt misundelig 🙂 Jeg overvejer jævnligt om Trine skal have en eller anden form for dyr, når vi flytter i rækkehus – hvornår det så bliver, men jeg kan forresten godt huske, hvor svært det er at finde barnepiger til sådanne dyr, så måske det aldrig bliver til noget.
Hun ser dejlig ud jeres Tikka 🙂
Knus
Det lyder skønt, dejligt at Jonathan også har fundet en legekammerat i katten. – og katten i ham 🙂