"Men ia nog nu!" siger Jonathan med løftet pegefinger, da vi endelig når vores opgangsdør. "Men NU!" gentager han, da jeg tillader mig at tage i døren. Jeg må ikke gå med ham – for han er nemlig en stor dreng, der kan alt – inkl. at gå op af trappen og ind i lejligheden selv.
Jeg står småfnisende udenfor døren. Da Jonathan når op af tilpas mange trapper til, at han ikke længere kan se mig, lukker jeg døren op, og sniger mig ind. "Duna bi nu me!!!" siger han meget strengt. Jeg gemmer mig – og svarer ikke. "Buna BI!" siger han ligesom for at få lagt streg under, at han altså MENER det.
Så mens Jonathan mosler op af trappen. lister jeg småfnisende efter ham.
Han når helt op til første sal – stor snakkende. Foran hoveddøren møder han vores overbo. "Dinne ai uanam – velsina bi?" får han sagt til hende med et ansigtudtryk der med al ønskelig tydelighed viser, at han da bestemt forventer svar på sit gode spørgsmål.
Hun sætter sig pædagogisk på hug. Tydeligvis tror hun helt sikkert, at knægten har sagt noget til hende, som hun måske kan hjælpe med – og mig kan hun endnu ikke se. Jeg er ved at dreje om det sidste hjørne inden de sidste 8 trin op til vores lejlighed. "Hvad siger du, lille ven?" spørger hun.. hvortil Jonathan med største selvfølge siger "Bina nyi ba!" som en tør konstatering.
Jeg kommer storsmilende op mod naboen, der nu ligner et meget stort spørgsmålstegn i hovedet. Det er som om det Jonathan siger, BURDE give mening.. Som om hun står der og bliver helt bekymret for sin evne til at høre.
"Bare rolig" siger jeg grinende "hvis du forstår det, så vil vi godt have en oversættelse"
"Bina bu!" siger Jonathan – åbner døren til sig selv og går ind. Jeg står og skal lige sunde mig lidt. Grinet ligger helt uden i smilemusklerne – og jeg ved, at min lille mand bliver meget sur, hvis jeg griner, når han åbner døren for mig.
Jonathans sprog udvikler sig. Nu taler han i sætninger – og han er helt klar over, hvordan man stiller spørgsmål – hvordan man irrettesætter – hvordan man fortæller en vittighed og hvordan man konstaterer, at sådan er det. Han ka bare ikke ordene endnu
Og du troede aldrig han skulle lære det;-) Meeeeen jeg glæder mig nu til en oversættelse *GG*. Forhåbentlig er det ikke en af Martins drage historier han genfortæller, for så skal man helst se lidt skræmt og bekymret ud.
De blvier sku så store de små møg unger –
knus
Kristina
Uuuuh nyder sådan at læse om små og store begivenheder i dit liv 🙂 – du har en helt fantastisk evne til at fortælle, så jeg kan mærke, hvordan jeg smiler (eller græder, griner… etc) helt ned i tæerne 🙂
Knus,
Ane Mette