Min far er kendt for at være god til at tale. Det var ikke uden bevægelse, at jeg lyttede til hans ord. Hvis du læser med far: TAK for din ord. Du rørte både Jan og mig meget dybt.
Så blev jeg endelige svigerfar til Jan – og det er jeg meget glad for. Mit bekendtskab med ham startede dog ikke så godt, men jeg tror at han igennem årene har tillgivet mig på trods af mine første ord til ham, da jeg så ham allerførste ang. Jeg kommer nok ikke udenom at fortælle det her. Så her er en skrækkelige beretning:
Det var en yderst ulækker og trist dag. Jeg var i forvejen træt af mit arbejde og havde ydermere haft en rigtig dårlig dag. Da jeg fik fri tænkte jeg kun på at komme hjem i en fart, men skulle lige ned i DSB stationen for at købe en avis.
Her arbejdede Pernille på dette tidspunkt. Hun havde indtil da ikke haft et vildere undpigeliv end så mange andre, men der var det specielle, at næsten alle hendes kærester hed Jan. Disse Janner havde hun et vældigt htr med. Hver gang jeg mødte hende i DSB kiosken fortalte hun om disse utallige besværligheder. Jeg må indrømme at jeg efter 5-6 minutter nok ikke altid har hørt ordentligt efter hvad hun fortalte, men dette navn – Jan – dukkede hele tiden op. Når det kommer til stykket har der såmænd nok kun være en 6-7 stykker med det navn. Denne dag, hvor mit humør var på lavpunktet, havde jeg meget lidt lyst til at få endnu et Jan-foredrag. Der stod et par veninder til Pernille ved disken og da jeg ville betale min avis, sagde Pernille, at jeg jo lige skulle hilse på hendes helt nye kæreste. Jeg var forundret over, at jeg ikke havde set nogen mand i forretningen, men henne imellem stativet med bolsjer og lakridser dukkede der en sød, pæn og meget genert ung mand frem. Han gav mig hånden og sagde nervøst: “Jeg hedder Jan” Og så var det jeg sagde: “Velkommen i klubben”
At der virkelig kunne fremkomme endnu en Jan i byen, jeg ikke havde set eller hørt om, var vist nok fordi Jan, som jp er fra Glostrup, har så uendelige mange mostre,at det ikke har kunne undgås at der også boede nogen af dem i Værløse. Men det var jo så et stort held og nu her 12½ år er de endelige blevet gift idag.
Det er mange år – og tingene er sandelig ikke gået ret hurtigt hen af vejen, men det har jeg skrevet om i en lille sand, der omdeles senere.
Her og nu vil jeg fortælle Jan hvor heldig han har været. Det er nemlig sådan at min mor – Pernilles farmor, som alle kaldte Mamse, døde nogle år før du lærte Pernille at kende. Hun var et usædvanligt menneske. Hun elskede livet, og hun var fantastisk til at dele sin livsglæde ud til alle i sine omgivelser. Hun kunne få folk til at føle sig betydningsfulde og var folk i negativt humør inden de mødte hende, så var de positive bagefter. Og nu er det sådan Jan, at du er så heldig, at de af alle Mamses børnebørn, der af sind og væremåde ligner hende mest, er den pige, du er blevet gift med idag. Det er den samme optimisme. Det er samme lyst til at alle skal være glade i hendes omgivelser. Den samme entusiasme omkring de ideer hun pludselig får. Den samme evne til modsat sommetider at nyde livet og sine kære ved i en periode overhovedet slet ikke at lave noget.
Men denne yderst værdifulde entusiasme krævede for Mamse en modvægt, og det havde hun i et meget lykkeligt ægteskab som varede i 55 år lige til hun døde. Denne kvalitet opdagede jeg ret tidligt, at du også har og jeg har i forskellige situationer håbet og ønsket at jeres forhold holdt når de rhar været nogle knuder.
Du vil hen af vejen blive endnu mere stolt af din Pernille. Vi andre har været det flere gange. Bl.a. da hun fik et hørespil fremført i Danmarks Radio, eller da hun selv var studievært – både på det såkaldte P4 og P3 for børn om eftermiddagen – og så videre og så videre. Hun har store evner udi formidling i skrift og tale. En dag når de evner hun har arvet fra Mamse falder sammen med hendes egne, i en eller anden vinkel, som måske blot skal modnes med erfaring, så vil vi komme til at se store sager.
Du friede til hende for tre år siden omkring juletid under et besøg hos os. Siden skete der ikke så meget mere, men det var som om at det hjalp da Kronprinsen blev gift med Mary og en overgang var jeg lidt nervøs for, at jeg skulle følge Pernille op i kirken iført nederdel.
Nu sidder I så der og har hinanden og jeres dejlige børn og i fortjener det hele.
Men så vil jeg også godt sige til slut Jan, at nu har du godt nok haft hende på prøve i 12½ år, så nu tager vi hende ikke tilbage.
Brudeparret længe leve ….