Dagen er fuld af "flash". Små lynglimt af en episode – billeder, der brænder sig fast – for af blive overtaget af det næste. Nogen med sammenhæng – andre uden for kontekst. Referancer til fremtid – og til fortid. Både i det nære og i det mere konfuse.
Der var så mange overraskelser. Alle som en gode, som dagen er lang. Gaverne – talerne - maden – snakkene – dansene selv talen, der aldrig blev holdt, var en overraskelse.
Når man vandrer ind i bryllupsland, tror man, at man "bare" holder en fest sammen med ham, man nu engang fandt sammen med. Vi to – Jan og jeg – ville fejre vores kærlighed til hinanden.
Det man slet ikke fatter, er, at der findes så ubeskrivelig mange vidunderlige mennesker i omgangskredsen, som ønsker een det godt. Som ønsker at deltage – bidrage til lykken. I form af taler, betænkeligheder og kærlige tanker.
Jeg har været så naive. For gu handlede brylluppet om mig og Jan – men det var jo slet slet ikke os, der satte dagsordnen. Den tog alle de andre!!
Det har været en rejse – dette bryllup. Men jeg troede at rejsen kun omfattede Jan og mig. Nu har jeg fundet ud af, at alle andre også ville være med – og det har varmet os mere end jeg kan beskrive med ord.