Jan har ikke sovet i nat. Det er løgn. Han døsede hen, da klokken var lidt over 6 – så det var med trist mine, han slukkede vækkeuret kl. 7
Tankerne har snurret rundt i hovedet på ham – og talen har langsomt fundet sin form. "Men jeg har ikke skrevet den ind på computeren, for så finder du den bare" forklarede han under morgenmaden, mens øjnene hang og armen mekanisk hældte morgenmadsprodukterne op til Jonathan og min datter. "Jeg har den på papir"
Jeg glæder mig oprigtigt over, at han tænker så meget over det. Jeg ved, talen har ligget i hans baghoved længe – at han i hovedet har skrevet på den i bilen, på toilettet – og hver gang blikket ellers er blevet fjernt. Jeg ved også at det er en stor mundfuld for ham, at skulle tale foran 70 mennesker. Jeg ved, han ikke har samme nemhed for at finde ord – og for at sætte meninger sammen, som jeg. Jeg ved, at jeg har det meget nemmere med den slags.. at jeg ikke skal tage for selvfølge, at han har det som mig – for det han har ikke.
Hans ømhed om talen – hans mange tanker og hans søvnløshed ser jeg som en indikation af, at han mener dette bryllup lige så meget som mig. At han gerne vil. At han elsker mig – og det liv vi deler.. og det liv vi skal dele.
Jeg glæder mig utrolig meget til at høre talen.. og jeg HAR bestilt vandfast macara.