Jonathan er hjemme hos mormor idag.
Klokken 16:47 ringede mormor. "Jeg bliver nødt til at have noget hjælp" Jeg kunne godt høre på hendes stemme, at den var gal – og at noget måtte gøres. "Jonathan har låst sig uden på toilettet – og jeg kan ikke stikke en nøgle i låsen på den anden siden, for den anden nøgle sidder fast i låsen på Jonathans side" "Jeg ringer til Jan" svarede jeg, og ringede straks til min handyman – fuld af fortrøsning om, at han nok skulle redde sønne ud fra mormors toilet – omend jeg godt kunne mærke klumpen af angst i halsen.
"Jeg kører med det samme" sagde Jan og lagde røret på. Samtalen varede kun nogle få sekundter. Og jeg nåede kun lige at lægge røret på fra ham, før mormor igen var i røret.
"Den er klaret – han åbnede selv" Lettelsen var fysisk mærkbar. "Jeg ringer lige til Jan"
"Hmm.. så vender jeg lige kareten" sagde Jan og vendte snuden hjemad. Mirakuløst var manden næsten nået den lille kilometer ned til mormor på de små sekundter der gik mellem samtalerne. Det er sjovt, som man kan flyve, når eens unger har brug for een.
Jonathan var luntet på toilettet og havde leget lidt med nøglen. Først efter få minutter følger mormor efter for lige at se, hvad der sker med ham – og så er døren ud til Jonathan på bare to år – låst. Jeg kan kun forestille mig, hvilken følelse af panik, der rutsjer gennem kroppen. Jonathan havde fornemmet mormors angst – og var selv blevet ked af det,- der på den anden side af den magiske eventyrlige dør – med den sjove nøgle.
Mormor havde grebet telefonen det sekundt situationen var opstået. Og Annike var løbet ned efter viceværten. Da mormor havde tilkaldt mig, gik hun tilbage og snakkede med Jonathan . "Drej nøglen, Jonathan. Drej nøglen". Det havde Jonathan så gjort – og så var døren gået op som ved et trylleslag.
Alt i alt var Jonathan låst inde i under 5 minutter.
Men sikke mange følelser og panikanfald, man kan nå at få på så kort tid. Jeg kan stadig mærke mit hjerte i halsen.
Sikke da et barn, du har dig 😉 Undskyld men dit indlæg trak søreme smilet frem! Det minder mig om i dag, hvor jeg har blogget om turen til akvariet – der blev ældste også sur fordi jeg drillede ham med en krabbe 😉
Uha din historie bragte minder frem fra min barndom. Lige netop en sådan episode lavede jeg også og den står stadig lyslevende for mig. Især fordi alle de voksne stod på den anden side og prøvet at få mig ud med den rolig panikagtige stemme som kun mormødre kan lave i sådanne tilfælde 😉
Den lille rod *G* Her er Jonathantens trick at låse fordøren når mor er ude evt. med skrald, eller efter avisen m.m.. gerne om morgenen og så kan han ski ikke finde ud af at låse den op igen… Indtil videre har de store været hjemme og kunne vækkes med massiv ringen og hamren på døren, så er de oppe i løbet af 10 minutter… Må hellere få en reserve nøgle et sted!!!
Godt at din Jonathan kan låse døren op også 🙂
Knuser Henriette
Puha…. forleden dag, da Jóhann var med mig ude på toilettet, fandt han selv ud af at låse døren……. Det er ikke engang med nøgle, men med en vrider ligesom på hoveddøre. Og døren er SÅ nem at smække i – man skal ikke engang trykke hårdt.
Nu er reglen så herhjemme, at toiletdørene ALDRIG NOGENSINDE må stå åbne, for hvis Jóhann skulle låse sig ude, så ved jeg ikke hvordan vi skulle få ham ud igen, uden at ødelægge døren helt.
Der er ikke nogen mulighed for at dreje vrideren på ydersiden, og han kan kun lige når at låse den fordi han skubber med det yderste af neglene til den falder i hak. Skal den åbnes, så skal han skubbe ovenfra, og der kan han ikke nå…..
Knus Signe