Evig følelse af skyld

Det irriterer mig.

For nogle få år siden arbejdede jeg enormt meget med mig selv og med den måde, jeg tænkte på. Der er så mange små tanker, man tænker hver dag, som ikke er sunde.. Dårlige tanker skaber dårlige følelser. Dårlige følelser giver ikke noget godt fra sig.

"Jeg har droppet al skyldsfølelse. Jeg gør det så godt jeg kan – og hvorfor blive ked af, at man har gjort noget anderledes, end man kunne have gjort, hvis man i situationen reelt mente, at man gjorde det bedste?"

Da jeg besluttede mig for det, kunne jeg mærke en forandring indeni. Jeg kunne mærke, at jo – gu fanden var jeg god nok. Og mine beslutninger var derfor valide og gode.

Hvorfor går jeg så rundt nu med en evig dårlig samvittighed? Jeg har virkelig prøvet at dykke ned i min samvittighed, for at finde ud af, hvad der nager mig – men som sådan er der ikke noget,- andet end fornemmelse af, at der nok skal komme noget. At der sker noget lige om lidt, der vil vælte læsset. Næste brev, næste telefonopkald, næste gang, det ringer på døren- vil fortælle en historie, der vil ødelægge alt, hvad der er opbygget. Hvorfor sidder det så dybt i mig? Og hvordan får jeg det til at forsvinde igen?

Jeg ved det jo godt selv. Sidst, vi var på rette kurs – og jeg begyndte at trives, blev Annike syg. Det var som sådan til at tackle, men hospitalsvæsnet mangel på forståelse og manglende behandling var derimod sværer at bære. Deres lynhurtige og meget fejlagtige konklusion var blot, at "det er i hjemmet den er gal". Hjemme kunne vi så bruge måneder på desperat at lede efter de ting, hospitalet så åbenlyst havde fundet ved at tale med vores datter to gange og mig een gang. 3 måneder senere fik de ungersøgt hende ordentligt – og opdagede, at der vist da var noget andet. At det da vist slet ikke var hjemmet alligevel. Ups.

Det, at man kan få et telefonopkald, hvor en fremmed overlæge fortælle een, at ens datter med 50% sandsynlighed har en uhelbredelig kræft, vil sidde i mig længe. Hvis man kan give sådan en information over telefonen en fredag aften – hvad kan det næste så ikke være? 

Jeg har virkelig gransket helt ned i min sjæl. Jeg har ingen "uarbejdet skyldsfølelser" i bagagen. Jeg har en masse vrede – og sårede følelser,- men jeg ved jo dybt inderst inde, at jeg gjorde nøjagtigt som jeg måtte og skulle i situationen.. og at fejlen ligger på den anden side af bordet. Hvorfor ender jeg så alligevel med hele tiden at være den, jeg selv banker på?