Jan og jeg skal giftes. Vi skal fejre vores kærlighed til hinanden d. 20. august 2005.
Men det er jo i virkeligheden så meget meget mere.
D. 20. august 2005 skal vi fejre, hvor vi kom fra – hvor vi er – og hvor vi er på vej hen. D. 20. august skal jeg hylde mit liv – vores liv.. Og ikke bare Jans og mit – men også vores børns – og ikke mindst vores aners.
Jeg ville have elsket, hvis min farmor kunne have deltaget i ceremonien. Jeg ville have elsket, hvis hun kunne sidde der og tude i sin monograferede næseklud. Jeg ville have elsket, hvis Olde Marie havde knebet min datter ind til sig – mens Jan og jeg sagde Ja til hinanden. For vi er her på grund af vores forfædre. Vi er her fordi de foretog de valg i deres liv, som de gjorde.
Ligesom de valg jeg foretager mig, har en effekt på min datter – og på min søn. De valg VI – min kommende mand og jeg – foretager os.
D. 20. august siger Jan og jeg "ja" til hianden - men vi omfagner over dermed det liv, vi allerede har levet – og det liv, der kommer. Når jeg siger Ja til Jan – siger jeg Ja til den skæbne, jeg har haft til nu – og alt hvad der måtte godt - godt som skidt.
Men en rygsæk af vidunderlige familiemedlemmer, der alle som een er årsag til min færd, er min ballast god til at tackle fremtiden.
Jeg sidder og bliver helt vildt rørt… Man er vel et gammelt sentimentalt tudefjæs… åbenbart.
Knuser