Man bliver altså skrunk af at se vidunderlige småbørn.
Det, jeg elsker aller mest ved at være blevet faster, er at se og høre, hvad det gør ved den stolte far. Hans slet skjulte stolthed over verdens absolutte mest vidunderlige pige. Jeg kan ikke modsige ham. Min lille niece er ganske fantastisk og vidunderlig (omend kun den tredie dejligste i verden ;-) )
"Jeg tror, hun bliver en sej pige" sagde han, mens moren ammede. Og jeg smilede. Ja – med en fars og en mors så ubetingede kærlighed og facination, kan det ikke gå helt galt. Jeg er ikke i tvivl. Min niece har uden tvivl nogle rigtig gode odds her i livet. Hun vil bidrage med en masse godt til verden.
Det er underligt at stå "på den anden siden" og se, hvad sådan et vidunderligt lille barn kan gøre. Min bror er i forvejen er voksen mand – og har været det igennem mange år.. men nu fatter han ro på en ny måde. Verden er på en gang blevet størrer – og meget meget mindre. Du og jeg er fortid. Nu er det os. Og han ser på sin hustru på en ny måde, med stolthed og indforståethed. Og hans øjne lyser. Jeg kan se på ham, at jeg sagtens kan pakke al min erfaring ned i en kuffert – for de har styr på det hele. Naturligvis kommer der en dag, hvor forældreskabet også for dem vil være stridbart eller svært – men jeg kan mærke på ham – og på hans dejlige kone, at de lige nu kan indtage hele verden. Og bumpene på vejen klare de helt sikkert også.
Erfaring er ikke nødvendigvis noget, der kommer med tid. Når man bliver far og mor for en lille ny verdensborger, kommer erfaringen allerede efter en time – eller måske efter få minutter. Instinkter bliver vakt - og fornemmelserne for, hvad der er ret og uret, er der lynhurtigt.
Og jeg kan smile lykkeligt med – for jeg kan jo godt huske det. Det er bare så livsbekræftende at se det, hos nogen man holder af.