Klokken var kun 7:40, da jeg opgav at blive genindfanget af søvnen. Det er måske heller ikke helt urimeligt. Lørdag sov jeg fra kl. 5 om morgenen og til kl. 16:00. Nu er det søndag.
I morgenluften og alle fornemmelserne derpå, kører tankerne langsommere – og indtrykkene printer sig ind. Jeg kan stadig ikke helt fatte, at jeg har mennesker omkring mig, der vil sætte så meget i værk – bare for mig.
"Vi ville bare gerne vise dig, at der er mange mennesker, der tænker på dig" forklarede Sanne mig igår. Tak – jo – det lykkedes. Men det lykkedes også at vise mig, at jeg skal pakke min ydmyghed og mit dårlige selvværd væk. Der er ikke plads til det – for det er en løgn, skabt af en kvinde, der ikke ser så godt uden sine briller.
Jeg synes alverden om de mennesker, der omgiver mig. Jeg holder af dem og nyder deres selskab. Hvad er det lige der gør, at det ikke skulle være gengældt?
Nu har jeg bevist at jeg er så dårlig en veninde at jeg slet ikke lytter når du fortæller mig at du absolut ikke vil have en polterabend – jeg håber dog alligevel at jeg også har bevist at samtidig jeg er god nok til at kende dig godt nok til at vide hvordan din polterabend skal se ud :o) Og så takker jeg ydmygt Dorthe fordi hun kendte mig mig godt nok til at vide at jeg ikke selv var kommet på at der skulle laves en polterabend
– tak for en dejlig dag i fredags, tak for dine mange smil og grin og alt i alt tak fordi du er dig Pernille!