Et brag af en dag … og nat

Jeg har stadig svært ved helt at fatte, hvad der skete. Det gik hurtigt – og jeg blev SKRUPforvirret – men er du GAL hvor var det hyggeligt, rart, sjovt og festligt.

Klokken var 12 på arbejdet – og jeg sad og kiggede på skærmen og drømte om at arbejdesdagen var slut – velvidende at der ville gå endnu nogle timer. Lident kunne jeg vide, at 45 minutter senere var det en realitet.

Jeg synes godt nok det var underligt, da Dorthe kom ind af døren til mit arbejde. Hun bor normalt i Kolding – og når jeg i forvejen er meget øm med ikke at blande mit private liv med mit arbejdsliv, var det vildt underligt, at hun pludselig stod der og bankede på døren. Det blev ikke mindre underligt, at hun stod ved siden af Sille – min veninde, der bestemt ikke kender Dorthe. Og Sanne???

De lyserøde hjerteformet (og brystformet) balloner røbet intensionen ved ankomsten til mit arbejde. Jeg starte med at sige "Hej" til de to første – og da jeg så endelig fik set Sanne udbrød "NEJ" Min polteraben var begyndt.

De morede sig meget over, at jeg et kort øjeblik prøvede at gemme mig bag min computer i ren befippelse – og de morede sig mindst lige så meget over, at jeg spurgte min chef om jeg måtte gå. Da jeg begyndte at spørge til, hvem der hentede Jonathan og hvor han var henne – blev grinene ikke mindre.

"Din kørelejlighed kommer lige om lidt" sagde Sanne.. og præsenterede mig for Alf – "din nye bedste ven". Med sig havde Alf en motorcykel – og ekstraudstyr til en passager. "Ka du li fart" spurgte Alf, "Ja ja" svarede jeg og vendte mig om til de andre, for at få dem til at sige, hvad han lige havde sagt. Lyd og en styrthjelm passer ikke så godt sammen. De stod bare og grinede..

At komme op på sådan en tingest er et projekt i sig selv. "Det er ligesom en hest" sagde Dorthe (og påstår bagefter at hun sagde "Det er IKKE ligesom en hest") så jeg stillede mig med en fod på fodbøjle og prøvede at svinge det andet hen over motorcyklen. Men bag min plads var der et ryglæn og et bagagebære – og man skulle være ren gymnast, hvis man skulle kunne svinge benet hen over hele den oppakning. Intet mindre en spagat ville kunne gøre det. Min taktik nummer to, fik slet ikke grinene til at dæmpe sig. Jeg moslede mit ene ben op på sædet – og kæmpede derefter med at komme på plads. Som Sanne sagde – så var hun RIGTIG glad for, at jeg havde trusser på - for med en kjole – og ben i alle retninger – så var der ikke meget skjult af noget som helst.

Det var godt med lidt luft undervejs. Turen var forholdsvis lang – og det var kun af det gode – for så fik jeg mulighed for lige at samle mig – og finde ud af hvad der var sket. Det er kun 5 dage siden jeg sidst talte med Dorthe om, at jeg ikke skulle have en polteraben. At jeg ikke gad alt det der prestigehalløj. At Sille og jeg havde aftalt en bowlingaften i stedet for. Hun havde ikke med så meget som et øjnbryn røbet noget som helst. Men på den anden side havde jeg også så travlt med at hente Jonathan ned hele tiden, at jeg måske ikke var så fokuseret som jeg kunne have været.

Turen endte på Kongens Nytorv. Der mødte vi igen de tre piger, der på magisk vis var blevet transporteret hurtigere end mig. Jeg hilste – og de hilste igen – pånær Sanne – der tilsynelandende har ændret sin måde at hilse på. I stedet for at løfte armen og vinke, tager hun nu et kamera op foran hovedet og klikker 🙂

De førte mig til Sannes mors lejlighed – hvor jeg fik håndklæder, deodorant og skraber. "Tag du lige et bad" og tankerne kørte på højtryk.

Da jeg havde badet og var ved at tage tøj på, begyndte de at banke på døren til badeværelset i et væk. "Du skal lige have et glas vin" sagde Dorthe og rakte mig det. "Jan har fundet noget tøj til dig" sagde Sille og rakte mig mit tøj. "Du skal lige have nylonstrømper - hvis du vil have det" I et væk blev døren åbnet og lukket – med små korte beskede. Så da det bankede på døren for 8. gang, sagde jeg bare "ja" og åbnede.

Og der stod Janet!!

Janet, som jeg kørte til Langå med – og som jeg hyggede mig så gevaldigt med, mens hun fordrede vores to unger med æble, riskiks og Postmand Per på DVD.

Jeg blev SÅ forvirret – og den kærlige modtagelse endte derfor i et " Hvad FANDEN laver du her". Undskyld Janet – hovedet kørte rundt -og jeg var mildest talt overrasket. Ikke mindst over, at Janet ville gøre det for mig: Tilbringe min polteraben med mig – og forkæle mig. 1000 1000 tak! Forvirringen var i lige så høj grad møntet på, at jeg synes alt muligt godt om Janet – og kan enormt godt lide hende – men der var som sådan ingen af de andre, der havde været med så "nogen" havde gjort deres hjemmearbejde godt, da de inviterede.

Vi satte os ind i stuen, hvor et veldækket bord stod klar. Sandwich – vandmelon – slik, slik og kage. Og alkohol – i store og massive mængde. Særligt store i betagtning af de nu 5 mennesker vi var. Jeg nåede kun lige at sidde ned – så ringede det på døren.  

"Det må være pizzamanden" sagde Sanne og gik ud for at åbne døren. Og ind kom Julie – og hendes Marc Jacob sko – og hendes superseje nye taske. "Jamen" fik jeg vist sagt – og fik givet hende et knus. Igen var jeg dybt benovet over, at hun ville tilbringe min polteraben med mig. Nu begyndte jeg så godt at kunne lure tendensen – og kunne så kun sidde og smile og se, hvem der næste gang ville komme ind af døren.

Pizzabudet kom to gange mere. Første gang kom Henriette/Hekon – som jeg mødte for første gang i zoo sidste søndag. Reelt har jeg kendt Henriette adskillige år efterhånden. Jeg kender hele hende familie – og dennes historie – og jeg har i lange tider glædet mig til at møde hende sådan face to face. 

Sidste gang døren gik var det Helle – som jeg ikke har set et helt år – og som jeg hæsligt gerne har ville have en bedre kontakt til. Planerne har været mange - zooture, cafeture og bare almindelig hygge – men de er bare aldrig rigtig blevet til noget – og nu sad hun her !! Jeg er virkelig dybt taknemmelig for denne mulighed for at få kontakten op at stå igen!

Tiden forsvandt fuldkommen. Det absolut fedeste var at sidde der og snakke – og vores unger – om vores liv og fortælle dumme historier – uden at Jonathan skulle hentes ned fra bogreolen – eller reddes ud af vaskemaskine. Sætningerne var hele – og historierne fik sjove slutninger – bevægende slutninger. Jeg kan faktisk ikke helt huske rækkefølgen herefter – for nu begyndte "teamsene" at arbejde. Der var et team Hair.. Det var Sanne, der mente, at hun ville sætte mit hår anderledes end det plejer. Det sad også meget godt – indtil første gang jeg rystede lidt på hovedet – eller trak en hånd gennem håret – så sad det som det har siddet de sidste par år. Team hair gav ikke så let op – frisuren blev sat de første 5 gange – hver gange med samme resultat. 5 minutter efter sætning, hårlak, mousse og børstning, sad håret, som det altid havde gjort . Men godt kæmpet 🙂

Team feet var een luksus. En balje med vand til fødderne - 10 minutters fodbad efterfulgt af den dejligste fodmassage.. og bagefter igen zoneterapi. (Hmm… er der noget med det tarmsystem?) Team hands overtog med en fin neglelak – som team feet også lige fik smækket på de meget rene og meget meget afslappede fødder.

Derefter gik team head igang. Først en afslappende ansigstmaske – som jeg end ikke opdagede jeg fik - før Sanne mente, jeg skulle skylle den af. Jeg var slet ikke klar over, at jeg i ti minutter havde siddet og været pjerrot i hovedet. Derefter en skøn massage og afsluttet med noget
øjnting, så jeg sad og blev helt bekymret over hvad de andre lavede, mens jeg intet kunne se.

"Så – nu skal du gå ud og tisse" – proklamerede Dorthe højt. Hmm.. sidst nogen har bedt mig gøre sådan på kommando, var da jeg var indlagt med min datter på fødeafdelingen.. "Så går vi" sagde hun – og tog mig i hånden – og førte mig ind i den skumleste baggård, jeg nogensinde har været i. Et kort øjeblik var jeg helt bekymret for, om jeg skulle bruge resten af aftnen med affaldssortering i containerrummet.. Men næ nej. Turen gik til en kosmetologen. "Jeg siger ikke hvad du skal – men bare rolig, det gør ikke ondt" forsikrede Dorthe mig. Hmm.. hun har vist aldrig fået plukket øjnbryn. Første øjnbryn gik fint. Det er faktisk utrolig, at det kan gøres så smertefrit når man tænker på, hvor centralt og ømt et sted, øjnbrynene sidder. Anden øjnbryn… hold da godt så! Det var da kun tanken om HVOR vanvittig jeg ville se ud med et fint øjnbryn og et godt kikset, der fik mig til at blive siddende. Tårerne løb ned af kinderne. Det sved og nev alle steder. "Man har altid en øm side og en god side" forklarede kosmeteologen. Den dårlige side er klart den venstre.

Derefter kom der sminke på. "Altså den lilla klæder dig virkelig godt" forklarede Dorthe mig. Jeg har ALDRIG haft lilla på før – og jeg var overbevist om at hun bare mobbede – men den var god nok – og det mærkeligste ved det hele var faktisk, at det SÅ godt ud! Jeg lærte lidt om make-up – for jeg er så vant til at lægge makeuppen, så den er superflot 5 cm fra spejlet - men det er de færreste mennesker, der ser mig SÅ close up. Og derfor skal den naturligvis lægges, så den er køn lidt længere fra. En god kontakt til selve dagen blev skaffet.. Et problem mindre til vores bryllupsdag. Dejligt.

Så sådan kom jeg tilbage til lejligheden. Smuk og lækker. Og da døren blev åbnet, blev jeg mødt af en ren blitzkrig – så jeg et overblik overvejede, om de havde troede det var Kronprinsesse Mary med den lille ny, der var kommet ind af døren.

Der gik kun lige en halv time mere – så skulle vi afsted igen. Nede på gaden holdte en gang rickshaws. "Du er hovedpersonen – du vælger passager og richshaw." Jeg satte mig godt til rette – fik serveret champagne – og nød turen i fulde drag med Helle. Igen – det var SÅ befriende at kunne snakke.

Turen gik til en persisk resturant. "Ka du kende stedet" spurgte de igen og igen.  "Nej" .. "Det er Julies onkels sted" forklarede de mig, lige inde Julie meget kærligt og ømt omfavnede sin onkel. Det var godt de nåede at forklare mig sammenhængen, for det var et meget kærligt og familiært kram 🙂

Maden var god – og selskabet endnu bedre. Snakken gik – og Dorthe var nu så tilpas fuld, at hun begyndte at forklare, nøjagtigt HVOR meget hun holdte af mig. Alkoholen var også ved at stige mig til hovedet. Hvor sad jeg bare mange gange og tænkte, at det var fantastisk med sådan en sammenkomst. Jeg har set og snakket med alle pigerne før – men ud over Sille og Sanne – så har visitene altid inkluderet vores børn. Nu sad vi her og havde god tid – og kunne tale ting igennem. Jeg fik adskillige historier, jeg før har hørt brudstykker af, men som jeg nu fik i deres fulde længde – og dermed var de alle en hel del mere interessante – og tegnede nogle fantastiske billeder af alle de dejlige mennesker omkring bordet.

"Hvad vil du helst: Drinks, sang eller dans?" lød aftnens første fritvalgsordning. "Drinks" sagde den godt snaldrede Pernille. Og så gik vi ellers. Vi satte os på Gammel Torv og fik os en drink. Helle og jeg gik ombord i Henriettes chokolade – og fik udpeget vores favoritter. Og ikke mindst grinet, så jeg fik helt ondt i maven, når vores mindre favoritter pænt blev knækket over og givet videre til trediemand.

"Du må ikke se" sagde Sille og holdte mig for øjnene. Og da jeg igen fik lov at se, stod min tilkommende foran mig. Jeg må indrømme, han så ganske fantastisk vidunderlig ud. Jeg kunne mærke suget af forelskelse i maven. "Hej skat – har du haft en god dag" var kommentaren, da han overrakte mig en rose – og gav mig et kærligt kys. Det kan jeg vist ikke svare andet end et rungende ja til.

Klokken var mange – og selskabet blev splittet op. Henriette, Julie, Janet og Helle takkede af for aftnen.. og resten af selskabet – nu tilføjet Thomas (Sannes kæreste) og Mikkel (Silles kæreste) gik på woodstock.

Vi dansede og dansede – og drak og drak. Der var ikke ret mange på Woodstock denne aften – og det passede perfekt. Der var god plads til at være os – og bare sidde og fjolle og have det godt. Det er år og dag siden jeg sidst har været på diskothek – og adskillige gange i løbet af natten nåede jeg at tænke, at det måtte jeg da lave om på – for det var så usigeligt hyggeligt. Bartenderen gik op i Dorthe – og hun hentede adskillige omgange af både små drik og størrer. De smagte alle fortræffeligt – og alle som en gav de stemningen endnu et løft opad.

Sanne  var hurtigt til at fortælle DJ'en at vi var et kommende brudepar – så vi fik vores forlovelsessang spillet i vores ære. "Wise men says" (Og jo – det hedder den – men nogen kalder den Only fools falls in) og bagefter overrumlede de os og spillede bryllupsvalsen. Det var Jan ikke møjforberedt på – men det var vidunderligt at stå der og være hamrende lykkelig, hamrende forelsket og ikke mindst hamrende rundt på gulvet – og danse bryllupsvalsen med min tilkommende. Tænk – om bare 1 måned og 4 dage skal brylluppet stå!

I tilgift forærede Woodstock os en flaske champagne – som vi så kunne sidde og skåle vores lykke i.

Jeg kan ikke takke deltagerne i mit polteraben nok! Tusinde tusinde tak! Jeg havde slet slet ikke forventet sådan en omgang. Alt var lige, som jeg allerbedst kunne lide det – og alle var så ukristelig søde og dejlige. Der var god tid til at snakke og pjatte. Jeg synes det er så stort af Julie, Henriette, Janet og Helle – at I havde lyst til at deltaget.. Det var bare SÅ perfekt – også selvom jeg bagefter sidder med en kæmpe fornemmelse af, at jeg slet ikke nåede at tale nok med jer alle hver især. Jeg nød hele dagen og aftnen – alt var lige i øjet.

1000 1000 tak for et fantastisk arrangement!

Og kære søde rare Dorthe, Sanne og Sillle… TAK!!

Det var SÅ gennemført vidunderligt!