Jeg husker det som var det igår. Jeg har vel næppe været 14 år gamle, før jeg vadede i snedriver, gennemkold og ødelagt kl. alt for tidligt om morgenen og kæmpende mig ind til hver eneste husstand. Lønnen var elendig og betingelserne endnu værrer. Hunde, isglatte veje og sure mennesker, der stod i housecoat og brokkede sig over, at netop hans berlinger var gennemvåd. Der var ingen opbakning nogen steder. Ingen. Det var verdens mest utaknemmelige, hårde og ikke mindst ensomme job.
Jeg skal love for, der er kommet andre boller på suppen. Min datter har bestemt sig for at gå med aviser. Godt nok ikke berlingerne en iskold søndag – men søndagsavisen i en hyggelig formiddagstime – eller en eftermiddagstime fredag.
Alene velkomstpakken var jeg imponeret af. Virksomheden taler virkelig til de unge. Der er point for korrekt håndtering – og der er gaver, der taler til de unge, hvis de ellers laver deres arbejde ordentligt.
Og for et øjeblik side sagde vi farvel til “instruktøren”. Jeg ved ikke helt nøjagtigt, hvor meget “instruktion” man reelt har brug for. Så vanskeligt kan det ikke være. Ikke desto mindre var det rart, at der komme “et menneske” på. Jobbet er ikke længere ensomt. Der er nogen den anden ende. Min datter skal tale med et menneske, hver gang hun er gået ruten.
“Du må ikke udsætte dig selv for fare” forklarede instruktøren igen og igen. “Så skriver du bare adressen op, og så levere du bare ikke”. Ingen bidske hunde. Ingen isglatte indgangspartier. Og ham den sure – jamen .. Han får bare sin vilje 100% Ingen problemer – det er sådan firmaet vil have det.”Bare meld det, når du melder slut”.
Hatten af for, at man har fundet ud af, at for at unge mennesker, skal kunne klare at gå med aviser, så skal de også behandles ordentligt.