Skolen har gjort noget ved min søn.
Inden han startede, var der ingen interesse i bogstaver. Faktisk var interessen så lille, at jeg var lidt skeptisk. Det eneste, han kunne stave til, da han startede skolen, var sit navn. Ingen “Til mor”, ingen “Far” eller lign. Og det kunne min datter da, da hun kom i skole.
Men skolen har gjort noget ved ham.
Hver dag, når vi har spist aftensmad, har vi en aftale om at lave lektier. Nu er det ret begrænset, hvad min søn har for, når han nu kun er kommet 2 uger ind i 0. klasse – men min store pige i 8. klasse har nok at se til.
Min søn elsker vores lektierlavning. Først og fremmest er der the og frugt og tonsvis af opmærksomhed – både fra mor og søster. Men derudover er bogstaverne i den der sjove “Lær at skrive” bog, han har fået fra Rasmus Klump bogklubben, pludselig i langt højere grad vigtig. Nu er det ikke længere en opgavebog. Det er en SKOLE bog. En bog, der viser ham lyset – og nu. NU vil han lære at læse.
Jeg nænner ikke at fortælle ham, hvor lang vej, der er endnu. Han kender alfabetet – men kan endnu ikke genkende alle bogstaverne – og da slet ikke sige noget om deres lyde.
Så nu sidder min søn hver aften og nyder at skrive A og G og J med hånden tæt knyttet om blyanten og tungen lige i munden.
Idag gik det skridtet videre. Pludselig besluttede han sig for, at NU kunne han skrive. Og pludselig viste han mig en seddel, hvorpå der stod “Svævebane” skrevet i knægtens umiskendelige håndskrift. Han kopiere ganske enkelt alle ordene fra sin “skolebog” og ud fra tegningerne over, kan han gætte, hvad der står.
Nysgerrigheden er vagt. Det næste år bliver sjovt og lidt hårdt. For der er mange bogstaver at holde styr på – og mange lyde. Men når de er der, er vi uden tvivl kommet videre. Og inden jeg ved af det, er det nok ham, der læser højt for mig.
At gå i skole er mget vigtigt for min søn. Den har givet ham en nysgerrighed.