Jonathan var ude og besøge sin ven igår. Ven er vel så meget sagt endnu. Venskabet er vist mest defineret af mødrene, der synes det kunne være så hyggeligt.. og Jonathan og hans lille ven er da også som dag og nat. Tiden skal nok hjælpe de to – men det med at forstå venskab, når man kun lige er blevet to (eller bliver det om lidt) er måske også meget at forlange. I hvertfald opstod der adskillige situationer, hvor de faktisk samarbejdede lidt om en leg.
Men Jonathans lille ven snakker – faktisk så meget, så han vågner op om natten for lige at fortælle lidt mere.
Og igår var der slet ingen tvivl om, at min guldklump blev inspireret. Måske kunne han i sin ven se, at man bare skal prøve – og hvis man prøver – lykkes det.. de voksne forstår. Ihvertfald faldt der adskillige ord ud af min lille mands mund, som han ikke har sagt før.
"Min" sagde min Jonathan højt, mens han klamrede sig til den tiltuskede bus. Ikke med helt så meget ihærdighed og forståelse, som han ven, men ordet var der.. Og det var lige før den rørte mor var ved at spørge Jonathan lille kammerat, hvormeget sådan en bus måtte stå i – når nu den kunne få min søn til så ihærdigt at sige "min".. Bussen blev nu hos kammeratet.
Men det var ikke det eneste ord, Jonathan fik sagt, som han ikke normalt siger. De fleste af ordene kom ud – hvorefter jeg sagde "jamen sagde han ikke" hvortil kammeratens mor kunne nikke og sige "jooo,…. det synes jeg nu også"
Måske er det i virkeligheden en kombination. For jeg forstå bedre denne gang, hvor forskellen ligger. Min dejlige veninde forklarede mig, at hun havde tænkt over det – og var kommet frem til, at grunden til at hun så nemt har talt med sin søn altid, er fordi hun altid har talt til sin kat. Og derfor faldt det hele helt naturligt at prøve at tyde selv de aller første "gaga" fra hendes søn. Det har været et godt ping-pong spil – for det, at han har følt sig forstået, har gjort at han har prøvet mere.. flere ord… og idag taler knægten ubeskriveligt flot.
Og så var det, jeg kunne se forskellen. For jeg taler jo også med Jonathan .. Men jeg taler på "mine" præmisser. Jeg gætter ikke på lyde, jeg slet ikke forstå – men foreslår bare noget andet at tale om. Hvis Jonathan har sagt "Giiiiiiaaaa" når vi kikker ud af vinduet – og har jeg fortalt ham om bilerne – i stedet for at fange HANS "ord" .. og bare lade som om jeg forstod og feks. sige.. "Ja – der er gynger – de er sjove" eller i den stil. Måske betød Giiiiaa ikke gynge – men det er der trods alt størrer sandsynlighed for – end at det. f.eks betyder bil.
Jeg fortsatte med at gætte hans ord, da vi kom hjem. Gonathistorien var den samme som vi har læst 800 gange før - med traktor tom – og den stakkels mand, der mister sin mobiltelefon. "Seee… KO" sagde Jonathan som vi vender siden.. "ja – min skat.. Det er en ko".
Måske har jeg fundet en brik til puslespillet?