Mit forhold til Jonathans manglende sprog bliver mere og mere anstrengt, kan jeg mærke. For lige meget, hvormeget jeg siger tingene – hvor langsomt jeg siger dem, så er hans interesse bare ikke til stede.
Bevares – der kommer hele tiden nye ord – og jeg ved da også godt, at det nok skal komme. Jeg har da gudskelov et levende eksempel på, at man godt kan være lang tid om at lære at tale – og alligevel klare det fint fint.
Men jeg kan mærke fustrationerne med alle de "velmenende" artikler og udtalelser på området. Selv Annikes gamle og ganske geniale og dejlige talepædagog har udtalt sig til et program om, at det "altid er forældrene, der er årsagen til problemet, når talen ikke kommer" .. Det var ikke sådan hun sagde det – men det var sådan det føltes i min mave. Meningen var den sammen.
Men jeg taler og taler.. Langsomt – forståeligt – pædagogisk – gentagende og engageret. Jeg prøver at tage udgangspunkt i hans åbenlyse interesser – og jeg synger og rimer, så jeg er blå i hovedet.
Og jo – sproget kommer – mere og mere – særligt nu, hvor Jonathan tydeligvis har fattet, at man kan BRUGE det til noget (Det var vist særligt den med iiiiiiii – og tænk – så får man Is!!! ) men ikke hurtigt nok – hvis det stod til mig. Også fordi Jonathan har været så hurtig på alle andre fronter.
Så slår det mig som en boksehandske i maven, når pædagogen overrasket siger "Neeejj… Jonathan sagde "hej hej" til mig da han gik". For det har han jo sådan set gjort MEGET længe.. Faktisk har det nærmest været det eneste, han vitterligt HAR kunne sige.
Jeg ved det godt selv: Jeg skal slappe af – og accepterer at ting tager tid – at Jonathan taler, når han har behovet. Og jeg skal accepterer - at vi alle har forskellige ting, vi er gode til. Jeg tror bare ikke, det lige er mit "fag" for det falder mig ikke lige så naturligt, som så meget andet i opdragelsen.
Meeennn.. jeg glæder mig for hvert nyt ord han kommer med 🙂
Jeg ved du ikke tror mig nu, men sandt er det: jeg bekymrer mig enormt for Mattias’ sprog for tiden. Det er som om alle i hans vuggestue kan udtale ord meget bedre end han og det er som om de gør sig meget mere umage med det. Jeg tænker jo om jeg har gjort ham en bjørnetjeneste ved at forstå hans sprog i stedet for at sige “hvad siger du?” igen og igen indtil den rigtige udtale var der…. Vi vil altid bekymre os – det er vist vores natur, men det sørgelige er jo at det intet nytter så lad være!!
Uha, ja! Det er svært. Vores store dreng Kristoffer talte meget tydeligt og tydeligt..faktisk var der ingen forståelsesproblemer ved hans sprog som 2-årig.
men sådan har det slet ikke været med Katrine, da hun var 2 år sagde han faktisk ingenting. Kun ja og nej. Hvis hun skulle bruge ord, brugte hun lyde i stedet for. Og ´vi vænnede os vel til at oversætte for hende, så hun egentlig ikke følte behov for at nuancere eller udvide hendes sprog. Som 3 -årig fik hun dræn i og det hjalp en smule.
Jeg tror ikke vi kunn have gjort noget anderledes, men måske havde hun talt bedre hvis hun havde været i dagpleje…Det kan vi kun gisne om.
Jakob , som lige er fyldt 2år , taler ligeså godt som Kristoffer gjorde. Men der er virkelig forskel, og på et tidspunkt synes jeg faktisk at han talte bedre end Katrine.