"Jeg tager dig med ud og fiske en dag. Bare dig og mig" har Jan sagt mere end een gang de sidste par år. Og i det faderlige klem, han har afsluttet sætningen med, har hans datter varmet sig og følt sig vigtig. Fars pige.
Men det er aldrig blevet til noget - og selvom man kan varme sig i håbet om de ting, der sker, så falmer håbet også. I torsdag fik min lille pige – der efterhånden er blevet stor – sagt fra "Men far – det har du sagt i årevis.. skal vi ikke bare komme afsted?"
Idag er båden booket. De skal være ombord kl. 12.45 Vores datter brugte hele aftnen på at gå cat-walk med sit fisketøj. Far forklarede igen og igen, at det skal være slidt gammelt tøj. Tøj man ikke er ked af at skulle af med bagefter. Til sidst blev det en ny trend alene at sammensætte grimt gammelt tøj.
Alt er pakket og klart – og far er taget ud efter de sidste detaljer. Hjulet der mangler på fiskestangen, sildeforfanget. Og om lidt tager de afsted.
Jeg ved godt, hvordan det bliver. I starten vil min datter elske hvert øjeblik. Føle sig som en gudinde, der soler sig i sin fars ubetinget kærlighed og opmærksomhed. Men efterhånden som det går op for hende, at at fiske er at stå der – og blive VED med at stå – så ved jeg også at nyhedens interesse fortager sig.
Jeg håber bare, at hun når at fange en fisk, inden :-)