IIIIIiiiiiiiiiiii

Jeg har været nede og solde hos "hjem-is" bilen. Det er blevet til en familiekasse med massere af små og store is. Jonathan ser på, mens jeg lægger isene i fryseren. Sammen går vi ind og ser tv.

Der går 30 minutter – da Jonathan pludselig vil mig noget. "IIIIIIIIIIiiiii" siger han igen og igen. Og denne gang er det UDEN "L" - som så gør at hans udråb betyder bil. Da jeg ikke helt er med – trækker han mig op, så han kan vise mig det. Jeg er kun lige rejst mig, da det går op for mig, at knægten vil have en is.

Og ganske rigtigt – Jonathan slæber mig ud til fryseren, hvor vi stå mens Jonathans peger og peget og siger "iiiiii" i en uendelighed.

Det er faktisk første gang nogen siden, Jonathan som sådan har bedt om noget helt specifikt. Normalt peger han og med sine fagter får han forklaret om det var mælk eller vand, han ville have. Men hans "iiiiii" var ikke til at tage fejl af. Knægten forventer en is, når den lyd er tilendebragt.

Stående der i køkkenet – vel vidende, at maden ville være klar om lidt  – at det var et dårligt tidspunkt for en is – men også vel vidende, at han i en eller anden grad vil have rigtig godt af at få bevist, at han kan kommunikerer og få noget ud af det. Valget var svært.. Skulle han have en is? Eller skulle jeg gøre, hvad jeg burde, tidspunktet og alt andet taget i betragtning.

Jonathan vandt. Jeg besluttede mig for, at en enkel is en enkel gang ikke skader 🙂 Så må vi se, om far er bedre til at stå distancen, næste gang Jonathan bliver is-sulten.