Herhjemme er der ganske enkelt altid noget at lave. Der er altid noget, vi er bagud med. Sådan er det, når man har egen virksomhed, fuldtidsarbejde, to børn og et hjem. Sådan må det være.
Da jeg gik på gymnasiet var det nøjagtigt grunden til, at jeg hadede at studerer – og grunden til, at jeg aldrig rigtig kom igang med den videregående uddannelse, som egentligt vist nok engang var meningen. I stedet blev det til merkonomstudiet – og fast 8-16 arbejde.
Jeg HADEDE fornemmelse af, aldrig at være færdig. At der altid lige var en kemirapport eller en blækmat, man skulle have set på. En stil, man kunne hygge sig med i 4-5 timer. Aldrig at kunne sige "Godt, det var den dags arbejde – og nu skal jeg ikke tænke mere over dette før imorgen" Og derfor fik jeg mig et uskyldigt kontorjob, hvor jeg med ro i sindet kunne forlade jobbet, når dagen var gået og bunkerne af papir var flyttet fra a til b.
Og det fungerede rigtig godt for mig i mange år – men nu er jeg selv – bevidst og ganske med vilje hoppet med begge ben ud i endnu et evighedsprojekt. Projekt: Selvstændig.. med regnskaber, breve, opsætninger, printerproblemer, revisioner, likviditetsspørgsmål og bunker, der aldrig aldrig aldrig rigtig forsvinder uanset hvor mange gange man rykker papiret rundt. Forskellen er naturligvis at bunkerne er selvvalgte. At projektet er et jeg brænder for – selvom jeg måske ikke lige brænder for den bunke, jeg går igennem. Hovedsagen er, at den måde, vores liv fungerer på, når manden er selvstændig tiltaler mig, fordi vi kan tage os tiden, når vi har brug for den, uden at skulle bede om den.
Men nu sidder jeg her igen. Og ordner brevhoveder.. Ordner breve.. med en underlig fornemmelse, for det, jeg dengang flygtede fra, nyder jeg idag… fordi det er MIT valg.