Det er underligt – at gå fra den næsten dvaletilstand, det trods alt er, at gå hjemme – til nu at være på arbejde – ikke bare fuld tid – men også på fuld knald. Mit liv hvirvles rundt – for det meste på den gode måde – men mest så det er svært helt at følge med – helt at forstå og helt at suge sig fast i de øjeblikke, der efterfølgende vil betyde så meget.
Mit liv er vendt op og ned på et øjeblik.
Der er så mange ting, jeg kunne skrive om – som jeg skriver om i mine tanker, inden jeg kommer hjem, men som aldrig når computererens tastatur – og skærm.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg føler, at den manglende rapportering efterlader mig i et hul – eller om jeg bare - som alle andre – kan gemme oplevelserne på den mentale harddisk i stedet for i cyperspace.
For jeg er også bange for, at ende i den tilstand, jeg levede i i ti år, hvor jeg gik fra altid at skrive – til aldrig at skrive – for skriveprocessen er en proces, der skal holdes levende. Jeg vil så gerne have ordene - følelserne og fornemmelserne i mere end den mentale harddisk.