Når arrangementet omkring går i smadder

Vi var inviteret til teater torsdag kl. 18 på vores datters skole. Og vi glædede os. Sidste gang var det en cirkusforestilling, de præsenterede os for, og det var en stor succes. Alle 3 klasses ungernes forældre kunne være i gymnastiksalen – og så var der stadig lidt plads.

Jeg VED at jeg måske havde set det inden, hvis jeg havde læst alle de 48 sedler, vi havde fået med hjem fra skolen – men jeg har nok sprunget nogle af siderne over. (Der er VOLDSOMT meget information fra den skole – 2 sider kommer der med hjem hver dag. Efterhånden sorterer man altså lidt – beklager) Jeg var af den overbevisning, at det var et projekt for 3. klasserne. AT det var dem, der gennem de sidste to uger havde lavet et teaterstykke. Det var først da vi kom frem, vi opdagede, at sådan var det vist ikke helt.

Børnehaveklassen, 1. klasse, 2. klasse, 3. klasse, 4. klasse og 5. klasse var ALLE involveret i H.C. Andersens teaterstykket. Det var altså ikke "bare" de 60-70 3. klasses børn – og deres rundt regnede 180 pårørende (3 pr barn – mor far og lillebror i gennemsnit), der var til teater – det var også de 60 børnehaveklassebørn og DERES 180 pårørende. Altså – en hurtig hovedregning siger mig, at rundt regnet 300 elever – og deres rundt regnet 900 pårørende – og ALLE som en var de inviteret til een og samme forestilling, der skulle foregå i den gymnastik sal, der kunne rumme EEN årgang med pårørende.

Behøver man være matematiklærer for at regne ud, at det MÅ gå galt?

Der VAR to forestillinger – men det blev vi – som alle andre – først klar over, da vi dukkede op kl. 18.00 – selv ungerne var ikke klar over, at det var derfor, der var sat så meget tid af.

Da Jan, Jonathan og jeg ankom med scenevand til vores skuespiller – og vores madpakker – gik vi mod døren. Jonathan startede med at gå ind – fulgt af Jan. Vi nåede kun lige ind af døren før Jan KOPORLIGT blev SKUBBET ud af salen af en lærer, der meget meget højtrøstet sagde "UD!!!"

Nu ved jeg ikke, hvordan I normalt behandler jeres gæster – men det er bare ikke lige den modtagelse VI er vant til. Vi blev mildest talt overrasket. Særligt over, at man ikke i det mindste kunne sige tingene på en ordentligt måde. Der gik kun 3 minutter – hvor Jan og jeg stod ved døren og kiggede, før næste par – en lille familie vi også kender, fik NØJAGTIGT samme behandling. Ville det være HELT umuligt at tale ordentligt.. Ville det være helt umuligt at forklarer, hvorfor vores velkomst bestod i korporlig skubben og højtrøstet råb?

Jeg var helt knust. Mest var jeg ødelagt, fordi jeg ikke kunne komme i kontakt med min datter og forklare hende, hvordan tingene hang sammen – at vi blev nægtet adgang til salen. At arrangørerne ikke havde brugt hovedet og inviteret i hold – men havde inviteret alle samtidigt – og derfor LÆNGE før kl. 18 havde fuldt salen til bristepunktet – og ikke mindt til brandtilsynets absolutte maks.

Vi prøvede at gå af skuespillervejen – for at få kontakt med hende – men her fik vi samme hårdhændet behandling: "UD UD" .. Jeg var rasende og ked.. "Jamen trøster du så venligst min datter, når hun opdager, at hendes familie ikke er her??" En voksen, der tilsyneladende ikke havde lært at skubbe og råbe – spurgte os, hvorfor vi ikke gik i salen – og jeg var nærmest ved at vræle, da jeg sagde, at vi blev skubbet ud. "Jamen I kan da bare gå denne vej" sagde hun og lukkedes os ind fra siden..

Og jo – salen VAR fyldt – men sgu da ikke SÅ fyldt? Jeg forstod ingenting – tog min plads til sidescenen, hvor jeg håbede min datter kunne se mig – og så lod jeg mig ellers rive med. Der var scenekanten havde vi mildest talt ikke noget godt udsyn… så efter forestillingen tvang jeg mig igennem menneskemasserne - og satte mig på en plads i salen – så jeg kunne se stykket RIGTIGT i anden omgang. Jonathan og farmand gik hjem. Jonathan var helt knust af træthed.

Stykket var ganske enkelt fantastisk. Eleverne spillede forrygende og sammensætningen af stykket var forrygende. Men arrangementet var under AL kritik!