Min dejlige datter er som alle andre 9 årige. Sløv i optrækket, glemsom – og så kan hun forsvinde helt ind i en leg. Det er helt ok nogen henseener – men når man skal ud af døren, når der er aftensmad eller når man skal lave sin lektier - så duer det ikke. Så må der være bare LIDT repons på det, der bliver sagt.
Hun nåede min personlig nulpunkt forleden, hvor hun kom hjem og hårnakkede fortalte, at jeg havde glemt at give hende madpakke med. Jeg kunne sådan set huske, at jeg havde lavet og puttet den i tasken. "Så FIND den" sagde min MEGET forudrettet datter (som om hun havde gennemrodet tasken 8 gange) Jeg stak ganske enkelt bare hånden ned - og trak den op igen – og der var den madkasse, min datter påstod, ikke var der. Der blev jeg sur! For een ting er, at vi skal hjælpe hende med at huske på ting – men der må være et minimumkrav.
Igår legede hun SÅ dejligt med en veninde, da vi skulle spise "Må jeg ikke spise på værelset?" Vi blev enige om, at det var okay – men på betingelse af at hun spiste en hel portion – og ikke glemte maden! Der blev øst en portion op, som hun selv sagde var passende, og så gik hun ellers på værelset.
Da veninde gik begyndte vi at tale om lektier for 3. gang. Inden veninden var kommet havde vi spurgt til dem og "Okay – lige om lidt" var svaret. Der skete INTET. Nu ville jeg se, hvor langt hun ville drive den. Jeg blev ved med at spørge hende – men jeg gjorde ikke noget fysisk (som at sætte mig ned med hende, som jeg ofte gør)
Da klokken var 20:00 satte hun sig lykkeligt ned foran fjernsynet. Hun ser farmen – og vi har fast "computerfri" mellem 20.00 – 21.00 – så normalt er det hende, mor og far, der har en hyggetime, når Jonathan lige er lagt.
"Har du lavet dine lektier?" Fjernsynet blev slukket – og diktatbogen kom frem. I starten troede hun, at hun kunne jappe det igennem – indtil hun opdagede, at far tjekkede hvert et ord – og hvert sjusket ord, skulle laves om. Hun nåede ikke at se farmen overhovedet.
Herefter var det faktisk sengetid – og som vi kommer ind på værelset, ser vi tallerknen stå i vindueskarmen. Een ting var at hun ikke havde spist hele portionen. Hun havde ikke RØRT det!
Så blev jeg sur. "Jamen aftalen var, at du ville spise en portion – og det kommer du til!" fortalte jeg hende. Hun brokkede sig OVERHOVEDET ikke, som hun satte tallerknen på maven og begyndte at spise den kolde grød.
Aftnens aktion tror jeg hænger bedre fast, end de tidligere aftners lange forklaringer og diskussioner om, hvorfor det er vigtigt at have orden i sin ting.
Det håber jeg ihvertfald.
Og nej – hun spiste ikke den kolde smørklat.. :-)
KOLD grød, pernille?? Det lyder som noget fra et program om børnemishandling på en kostskole :-)) *ggg* kh julie
Åh hvor jeg dog kender det…
Kold risengrød er i orden. Herregud, det kunne da have været meget værre – det rækker min fantasi så rigeligt til 😉
Du har ret, af og til må der lidt mere end bare ord til før det siver ind. Håber, at det hjælper.
Pyhhh!!! Det er hårdt at være 9 år, og have en mor som dig, Pernille :-)))
Nej, jeg tror, du har ret i, at man er nødt til at have konsekvenser, når aftaler ikke bliver holdt…
Mon Annike ikke også fangede den forleden?
Ha´ en god dag!