Livet kan gør så skide ondt, at man slet ikke fatter, at det alligevel går videre.
Det, der så er så grotesk er, at livet, der bider den ene i røven, handler om en uoverensstemmelse mellem to familiemedlemmer og når livet bider den anden i røven, handler det om at miste det aller dyrbarste man har – sit barn. Når den ene har en krise over at have taget 3 kilo mere på, ser den anden sig i spejlet med 45 kilos overvægt efter et liv med manglende selvværd, incest og vold. Når den ene har et skænderi med kæreste – bliver den anden slået – og den tredie står midt i en skilsmisse.
Når man har aller aller mest ondt i livet, tror man ikke det kan være værrer. Jeg husker kun alt for godt kærestesorgen, der gjorde så ondt, at jeg slet ikke mente, livet var værd at leve. Men den sorg – omfavnsrig og fyldig som den var, var en dråbe af sorg i forhold til den aften, jeg sad alene med angsten og smerten over, at min datter måske havde en dødelig kræftsygdom. (… som hun IKKE havde – viste efterfølgende biopsi!)
Mit liv er – ligesom alle andres – en serie af begivenheder. Nogen af begivenhederne er nogen, man selv har indflydelse på – måske ligefrem selv kreerer. Andre kommer som lyn fra en klar himmel. Nogen gange himmelråbende uretfærdigt og ubarmhjerteligt. Den serie af begivenheder, skal jeg leve videre med. Det er mig, der skal få skænderiet med kæresten, til at passe sammen med datterens sygdom, min overvægt og fremtidens pengesorger. Det er mig, der skal finde ud af, hvordan det skal ligge i mit sind. Og det er vigtigt at jeg giver mig tiden til at forstå og bearbejde de forskellige indtryk, jeg har været udsat for. Jeg skal leve videre med oplevelserne som en del af min mentale bagage.
Jeg HADER, når andre mennesker, skal fortælle, hvor en sorg skal ligge. Jeg hader når andre mennesker fortælle, hvordan en sorg "bør" fylde. "Bør" sidde. For de oplevelser, vi har, kan vi kun selv forstå.
Hvad betyder det at miste sit barn? Jeg kan godt FORESTILLE mig det – men jeg ved det ikke. Jeg ANER det ikke. Jeg ved bare, at det må være en sorg størrer end noget, jeg kan fatte.
Hvad betyder det, at være uhelbredelig syg. Jeg er det ikke – og kan ikke forestillle mig, hvad hverdagen må være af uoverkommeligheder og uformåenheder. Jeg kan FORESTILLE mig det, men jeg ved ikke noget om det.
Hvad betyder det, for kvinden, der aldrig har boet alene og aldrig har stået på egne ben, at blive skilt?
De sorger, jeg har haft, fylder meget i mig. Det er mine oplevelser – og ingen skal fortælle, hvor meget eller hvor lidt, de må eller skal fylde. Hvordan de skal tackles eller hvordan jeg skal komme videre. De skal alene passes ind i MIT liv. Ikke i andres.
Vi skal have respekt for hinandens liv. Vi skal have respekt for, at det, der forekommer mig overkommeligt, forekommer min næste uoverkommeligt. Vi skal have respekt for, at det, der bragte mig til tælling, ville give min næste styrke og mod. Vi skal have respekt for, at een ting er MINE erfaringer – men det menneske, jeg sidder overfor har også deres erfaringer – store og små – fyldige og glemte.
Den respekt mangler jeg i Danmark - og jeg mangler den først og fremmest fra mennesker, der ikke selv har haft nogen af de helt store sorger i deres liv – men som livet har været nådige overfor.
Den nåde burde måske omsættes til taknemmelighed – frem for mangel på forståelse overfor de mennesker, der skal mere igennem.
Det pudsige er, at taknemmeligheden og forståelsen i overflod findes hos de mennesker, livet IKKE behandlede retfærdigt.
Hvor har du ret…. Man savner respekt og forståelse fra mange….
Pernille, jeg er så enig så enig!
Alt hvad du skriver er rigtigt. Jeg må betegnes som en af dem med en større sorg i rygsækken, og det kan jeg bestemt også mærke i min forhold til at håndtere andre folk i stor sorg.
Men samtidig med at det har givet mig en stor visdom inden for at hjælpe andre i sorg, har det også gjort at jeg nogle gange bare slet ikke kan bære over med folks ligegyldigheder! Ligegyldigheder for mig, men nok ikke for dem.
Et godt, men ret åndsvag eksempel, er den serie der kører hver tirsdag (?) på Tv2, om folk der har mistet deres job. Jeg så ½ af en udsendelse og måtte så slukke. Det blev for meget! De folk beskrev deres fyring med ord jeg ville have brugt om tabet af min elskede datter. Det ragte min medfølelse altså ikke til, jeg måtte melde pas. Hvis jeg havde siddet over for en af de personer IRL, er jeg bange for at jeg ville have sagt til ham/hende “Hvis dit eneste problem i livet et dit manglende job, så synes jeg egentlig du har det ret godt” og det ville jo slet ikke være hvad personen havde brug for!
Så ja, man bliver meget større i sin forståelse for sorg, men samtidig også en smule indskrænket….
Mange knus,
Amaya
Som læser på din Blog HVER dag :o)))
HØRT!!!
Men som en kollega sagde til mig en dag, da jeg udtrykte min forståelse for at nogen ikke forstår min sorg men skuffelse over at de ikke i det mindste kunne respektere den – det er svært at respektere noget man ikke forstår. Det har han nok ret i.
knus
Kristina
Jeg tror måske også, at det er fordi det er svært for “almindelige” mennesker (læs: Med meget små sorger) at tænke på så store ting – og derfor vil de – med tiden – have det på afstand. At det ikke er på afstand for ejermanden af sorgen, er derfor uforståeligt for dem. For DE har brug for at komme videre.
Men det er bare et bud.
Kære Pernille
Må jeg linke til dette indlæg fra min dagbog? – du rammer så ufattelig præcist nogen ting der er gået “galt” for mig i dag (også)!
knus
Kristina
Det tror jeg du har ret i – nok sagt på en lidt mere direkte måde end jeg gjorde;-). Men sorg kan jo ikke måles, den stærste sorg vil jo altid være lige den man selv har oplevet og det er svært at sætte sig ind i hvordan andres sorg “er”. Lige meget hvad – så er det vigtigt at få lov at sørge og få lov at gøre det så lang tid man har brug for det!
Tak! – er gjort, Har for resten en kommentar til overskriften. Normalt er det med at ældes og modnes noget der sker over tid. Men det kan ske i løbet af få sekunder en søndag formiddag i solskin. Ville have foretrukket den blide måde – over år……………….
Hej Pernille.
Jeg har nu læst dit indlæg flere gange, og er dybt imponeret over hvor indsigtsfuldt det er… Jeg tror, at du har ret! 🙂 Måske jeg nærmest tør sige, at jeg ved, at du har ret?! ;o)
Mange knus og kærlige hilsner
fra Katja
MEGET gerne 🙂
Meget rammende, rigtig meget Pernille!
Det er så sandt som det er sagt og det kan der bare ikke spindes mere på. Kanon godt indlæg der går rent ind og som, tror jeg, afspejler mange menneskers holdning til, at respektere hinanden og forskellighederne.
Tusind tak for det og hav en fortsat god aften.. (gud er klokken blevet SÅ mange) … øhh nat ;o)
Som en forlængelse af dit svar til Fr. Møllers indlæg d.d., læser jeg nu dit indlæg, skrevet en dag i marts.
Og jeg må sige det Pernille; du rammer hovedet på sømmet.
Sorgen er ikke ens og det er vel i princippet ligegyldig hvilket tab af forventning vi har lidt. Til gengæld er det pokkers vigtigt, at vi respekterer hinandens proces.
Vi kan ikke altid forstå den, sådan må det jo nødvendigvis være – men vi kan til enhver tid vælge at respektere processen og dermed mennesket bag.
Mange tanker…