Træning på pisk … eller gulerod

Jeg har prøvet at komme i form i mange år efterhånden. Jeg er hende, der ikke havde lavet dagens gode gerning i 10 år – for derefter at komme igang med at motioner. Og det har været både nemt og svært.

Motivation er en mærkværdig faktor.

Hvis der var en, der havde sagt til mig, at jeg ville rulle 14 kilometer på rulleskøjter, bruge et motionscenter 24 timer på en måned eller cykle 25 km om dagen hver dag i 5 dage om ugen, så havde jeg givet op inden jeg var startet!

Men jeg startede! Jeg startede med en time – to timer. Og langsomt blev en time til to – og til tre. En motionsform blev til flere. Turen blev længere og længere. Idag ØNSKER jeg af egen fri vilje, at motionerer 5 gange om ugen, hvis jeg kan komme til det. Det havde jeg ikke forestillet mig under NOGEN omstændighed for alle de år siden.

Jeg har prøvet at træne både med den mentale pisk – og med den mentale gulerod. Pisken, hvor man siger til sig selv, at man skal opnå noget, at man skal straffe sig selv for småkagen – eller for det lade liv. Man skal mosle mere og hårdere fordi man har syndet – og nu skal man straffes. Den går jeg død på lynhurtigt.

Idag kører jeg på guleroden. På selvforherligelsen – på fornemmelsen af, at jeg er SKIDE go og fantastisk dejlig. Fornemmelse af, at det bliver bedre og bedre. Jeg cykler fordi jeg elsker min krop – og kan mærke, hvordan min krop yder. Jeg elsker fornemmelsen af, at min krop kan langt langt mere, end jeg giver den "kredit" for. At min krop yder mig retfærdighed – hjælper mig.

Når pulsen sidder i øreflippen – og lungen blev efterladt 50 meter længere tilbage, så nyder jeg fornemmelsen af, når tempoet skifter og pulsen kommer ned - at jeg hurtigt fanger mit vejr igen – at min puls forholdsvis hurtigt falder tilbage til en roligere og mere behagelig rytme. Jeg ved godt, at man ikke må sige det højt, men jeg nyder fornemmelsen af sved og min svedlugt generer mig bestemt ikke, så længe jeg sidder på min motionscykel. Jeg elsker fornemmelsen af, at min puls er helt helt rolig, mens min krop stadig er badet i sved, som jeg så kan fjerne ved et kold og roligt bad.. Fornemmelsen af, at være HELT ren.

Jeg elsker fornemmelsen af, at jeg kan komme overalt. Jeg elsker fornemmelsen af, at jeg bare kan sætte mig op på mit gamle rustne lig af en cykel – og cykle 16 kilometer. At jeg ikke er bundet af en bil, af en bus eller et tog - men at jeg kan sætte mig på min cykel og komme afsted – eller hvis det går helt galt: Bruge mine ben og GÅ.(Og nej – jeg er på INGEN måde superatlet og bliver det ALDRIG)

Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville få det sådan – og det har også taget lang tid. Men kærligheden til kroppens formåen giver 10% ekstra effektivitet i træningen – 10% ekstra sved på kroppen.

"Du smiler, når du sidder på cyklen" sagde min instruktør idag. Og han har ret. Jeg smiler, fordi jeg nyder min egen formåen, udholdenhed og kunnen.