Der er hermed åben for mobning

Jeg skylder en ganske særlig pige en buket blomster. Mine fingre er stadig så stive, at knapperne på tastaturen er sværer at ramme..

I dag var der Paul McCartney spinning i træningscenteret – en sceance, jeg havde glædet mig meget til. Derfor sørgede jeg også for at være i god tid. Det er rigtig blevet vinter i vores ende af landet – så min kørsel til centeret er præget af den uvante vinterkørsel. Jeg kører med tungen lige i munden og meget koncenteret.

Da jeg kommer frem, må jeg ned af en lille og meget meget tilsneet sti, for at få en p-plads. Jeg koncenterer mig som en gal hele vejen ned – arbejder hårdt for at sætte bilen rigtig. Jeg må lave adskillige 3 punktsvendinger – og det er svært – for alt er helt vildt glat. Indimellem kommer der en anden bil, som også skal forbi – og det hele går op i forhøjet koncentration så det batter - endelig åbner døren – flår min nye taske med mine nye sko ud – og nå ja - skrutrækkeren - for herefter at låse bildøren..

Men hov???

Hvor er bilnøglen?

Lommerne bliver gennemgået – alle 8 – men der er ingen nøgle. Nå – men så må den jo være i bilen. Jeg åbner sidedøren,- og undersøger sidesædet – ingen nøgle.

Og så er det, det går op for mig i al min gru. Bilnøglen er den eneste vi har. Klokken er 18:02 - og lige om lidt er det mørkt. Nøglen SKAL findes – UANSET hvad.

Ja ja grin bare. Jeg lå med røven i vejret – og på meget våde knæ i den skide kolde sne og rodede med mine bare hænder i sneen. Jeg tømte ALT i bilen. Jeg undersøgte riste og bunker i nærheden af bilen. Efter 45 minutter gav jeg op. Jeg var grædefærdig – eller var det grin.. for det var ganske enkelt FOR åndssvagt at stå der i den bidende kulde og kunne høre, hvordan koncerten med Paul McCartney bankede derudaf – mens jeg stod der og trampede desperat i sneen, der bare blev ved med at falde  – centimeter for centimeter – tomme for tomme.

Jeg gik til sidst ind i centeret for at høre, om de ikke havde en lommelygte og en telefon. Telefonen for at orienterer Jan om, at jeg er åndssvag 🙂 og lommelygten, fordi nu var det ved at blive mørkt.

"Jeg går lige med" sagde pigen, som jeg udemærket kender. Jeg ringede til Jan og pigen stod og frøs – mens hun prøvede at se efter den sk* nøglen.

"Hov – er det denne her" Jeg kan stadig høre det i mit øre -og jeg kan stadig fornemme følelsen af, at det bare ikke KUNNE være sandt. Jeg vendte mig om – og jo.. der var min nøgle – efter 50 minutters søgen. "Jamen – hvor.." spurgte jeg.. der havde været ALT igennem – alle snebunker og alle hjørner.

"Den lå i sneen bag ved baghjulet" 

Se – det var vitterlig ikke det første sted jeg ledte.

Jeg gav min søde træningspige et knus – og så kørte jeg hjem. Havde ligesom fået træning nok for den aften. Hmmmmmmf