Der er hermed åben for mobning

Jeg skylder en ganske særlig pige en buket blomster. Mine fingre er stadig så stive, at knapperne på tastaturen er sværer at ramme..

I dag var der Paul McCartney spinning i træningscenteret – en sceance, jeg havde glædet mig meget til. Derfor sørgede jeg også for at være i god tid. Det er rigtig blevet vinter i vores ende af landet – så min kørsel til centeret er præget af den uvante vinterkørsel. Jeg kører med tungen lige i munden og meget koncenteret.

Da jeg kommer frem, må jeg ned af en lille og meget meget tilsneet sti, for at få en p-plads. Jeg koncenterer mig som en gal hele vejen ned – arbejder hårdt for at sætte bilen rigtig. Jeg må lave adskillige 3 punktsvendinger – og det er svært – for alt er helt vildt glat. Indimellem kommer der en anden bil, som også skal forbi – og det hele går op i forhøjet koncentration så det batter - endelig åbner døren – flår min nye taske med mine nye sko ud – og nå ja - skrutrækkeren - for herefter at låse bildøren..

Men hov???

Hvor er bilnøglen?

Lommerne bliver gennemgået – alle 8 – men der er ingen nøgle. Nå – men så må den jo være i bilen. Jeg åbner sidedøren,- og undersøger sidesædet – ingen nøgle.

Og så er det, det går op for mig i al min gru. Bilnøglen er den eneste vi har. Klokken er 18:02 - og lige om lidt er det mørkt. Nøglen SKAL findes – UANSET hvad.

Ja ja grin bare. Jeg lå med røven i vejret – og på meget våde knæ i den skide kolde sne og rodede med mine bare hænder i sneen. Jeg tømte ALT i bilen. Jeg undersøgte riste og bunker i nærheden af bilen. Efter 45 minutter gav jeg op. Jeg var grædefærdig – eller var det grin.. for det var ganske enkelt FOR åndssvagt at stå der i den bidende kulde og kunne høre, hvordan koncerten med Paul McCartney bankede derudaf – mens jeg stod der og trampede desperat i sneen, der bare blev ved med at falde  – centimeter for centimeter – tomme for tomme.

Jeg gik til sidst ind i centeret for at høre, om de ikke havde en lommelygte og en telefon. Telefonen for at orienterer Jan om, at jeg er åndssvag og lommelygten, fordi nu var det ved at blive mørkt.

"Jeg går lige med" sagde pigen, som jeg udemærket kender. Jeg ringede til Jan og pigen stod og frøs – mens hun prøvede at se efter den sk* nøglen.

"Hov – er det denne her" Jeg kan stadig høre det i mit øre -og jeg kan stadig fornemme følelsen af, at det bare ikke KUNNE være sandt. Jeg vendte mig om – og jo.. der var min nøgle – efter 50 minutters søgen. "Jamen – hvor.." spurgte jeg.. der havde været ALT igennem – alle snebunker og alle hjørner.

"Den lå i sneen bag ved baghjulet" 

Se – det var vitterlig ikke det første sted jeg ledte.

Jeg gav min søde træningspige et knus – og så kørte jeg hjem. Havde ligesom fået træning nok for den aften. Hmmmmmmf