Jeg skal virkelig tage mig sammen, for at gøre det – for jeg ved det jo godt. Jeg ved godt, at den person, jeg møder i spejlet, kan jeg slet ikke kende.. For hun ligner ikke det billed, jeg har indeni af, hvordan jeg selv ser ud.
En sær ting i virkeligheden – men måske også en af de mest grundlæggende pointer i forhold til at tabe sig. Man skal kende sig selv. Man skal vide, hvordan man ser ud – og ikke bare hvordan man forestiller sig, man ser ud. Først derefter kan man få resultater.
Da jeg var helt alene efter træningen og ingen andre så, smed jeg håndklædet og mødte mig selv i spejlet.
Jeg kunne mærke det omgående. Maven sagde "hippp" og så havde jeg ellers inden luft i kroppen. Holdningen blev hurtigt ændret. Alt sammen for at pynte på det ikke så flatterende billed, der mødte mig af en våd, nøgen og ikke mindst nøgtern mig.
"Det ER mig" sagde jeg i mit hoved – og prøvede at se linierne. Prøvede at fornemme, hvordan mine bryster sidder i forhold til maven. Prøvede at se maven – bulen ud – den manglende talje.
Men prøvede også at være ærlig – og ikke kun hård.
Det må være dagens lektion til mig selv. At se mig i spejlet hver morgen – virkelig se – og accepterer det, der møder mig.
For det er der, jeg er nu.
