Jonathan græd idag, da jeg gik.. og det krævede ALT i mig, for at blive ved med at gå – ikke gå tilbage.. Ikke kramme ham – og fortælle ham, at hans mor aldrig forlader ham.
Men jeg gjorde det.
Og det var en underlig ambivalent følelse. For på den ene side græder mit hjerte med min søn. At han føler sig forladt – alene..
Men på den anden side er jeg jo også lykkelig for, at han holder så meget af mig – at han føler sig så tryg i mit selskab, at han ikke vil have jeg går.
Jeg nåede ikke rundt om hjørnet, før han ikke græd mere – og jeg nåede lige at skimte et smil, da han troede jeg ikke så, da jeg åbnede porten og forlod vuggestuen.
Ja puh ha det er hårdt, når de græder.
Vi gør altid det, at Jens står i vinduet, (når det er en af de få dage han er ked), og vinker. Så kan han se, at jeg går, og så er det lige pludselig ok…Måske I kan bruge det også… Husk at smile(!!!), så de kan se, at det er ok, at vi går…Så må man tude lidt bagefter, hvis der er brug for det… 🙂
Det ER bare heller ikke sjovt. Det frygtede jeg også mest i vores dagpleje, men det er faktisk minimalt hvad Martin har grædt deroppe. Men NÅR det sker, så føles det af helvedes til… Hang in there… Det er forhåbentlig kun en kort perioden.
Det er det værste og man fatter ikke hvorfor de skal udsætte deres egen mor for det!! 5 minutter efter er de jo glade igen og så glemmer de helt at man findes – de stide uger er sgu dejlige, men stride og meget dejlige.
Hos os får Mattias selv lov at vælge hvordan han synes jeg skal gå – om han vil over til en pæd. sidde på sin stol eller vinke eller lege – det virker ok og det er sjældent han er ked af det. Tilgengæld blev han helt paf da jeg en dag dukkede op midt på dagen fordi han havde glemt at få hue med. Jeg troede jeg kunne snige mig ind uden han så mig men nej det kunne jeg ikke. Han tog det meget pænt da jeg var der, men så noget forvirret ud. Da jeg gik stillede han sig ved døren og sagde “muuur” “muuur” efter 20 min spurgte en pæd. hvad der var sket – “var det mor der kom Mattias?” OG så brød han sammen :o(
Nå, hvor mon jeg ville hen med det?? Pyt være – hej hej og god weekend!