De unger, de unger.
Ordene "Ryd op" har en ganske enkel og nem konsekvens herhjemme. Min datter går ganske enkelt i selvdestruktionsmode. Hun HADER at rydde op – og inden vi når værelset igennem, så er både jeg og hende far dumme,- vi skal ikke længere være hendes forældre – og så flytter hun forøvrigt også (Hvordan hun har tænkt sig at flytte, når hun ikke vil lægge tingene i kasse – ved jeg ikke helt 🙂 )
Idag blev ordene sagt. Faktisk var det fordi hun spurgte om hun måtte få en go ven op. Jeg kom til at kigge ind på hendes værelse og måtte korse mig. Hvordan ialverden skulle de kunne lege der? Der var ikke en kvadratcentimeter uden der lå noget – på møbler, i sengen på reoler og ikke mindst på gulvet. Ikke-røre-jord ville være en voldsom kedelig leg på det værelse.
"Du bliver nødt til at rydde op" sagde jeg og hentede kosten. Og så var min dejlige datter ellers fornærmet. Lidt kan jeg da også sætte mig ind i hendes situation. Så jeg barmhjertigede mig og hjalp hende. Jeg fattede 4 poser, der skulle smides ud, tog sandaler på og fik ned for at komme dem i containeren.
Det øjeblik døren blev lukket, vidste jeg det. Låsen ville dreje – og hun ville udnytte det faktum, at jeg nu var låst ude. Jeg gik og overvejede mine muligheder til containeren. Lommerne var tomme – ingen mobil – og ingen nøgler. Jeg havde ikke tøj nok på til at komme ud på en størrer tur. Ingen overtøj – og kun sandaler på fødderne.. Så jeg måtte op og se, om jeg ikke kunne lure hende.
Jeg bankede på døren – og ganske rigtigt et grinende 9 årigt ansigt kom til syne i brevkassen. "Nåååå … Skal jeg så stadig rydde op". "Ja!" svarede jeg – hvorefter jeg kunne høre hun gik ind på værelset. Men jeg vidste også godt, at hun er for artig, til at blive væk ret længe. Så hurtigt kom min gidseltager tilbage. "Du kommer først ind, når du siger, jeg kun skal rydde HALVDELEN af værelset op".
Jeg havde faktisk besluttet mig for,- at om hun så blev så stædigt, at jeg skulle sidde der i timer (og det vidste jeg alligevel at sådan er hun slet ikke) så ville jeg ikke lade hende forhandle som en anden gidseltager. Jeg ville ikke give hende noget. Og jeg ville heller ikke lade som om jeg gav hende noget. ("Nej – du behøver ikke" og det øjeblik, døren går op, så ændre jeg mening) Jeg ville have, at hun skulle vide, at man ikke får noget ud af på den måde at "fange" folk.
Så jeg satte mig på trappen – og efterhånden som det absurte ligesom gik op for mig, begyndte jeg at grine .. Først lidt – men det blev efterhånden til en kluklatter – for tidsidst at blive til et direkte hulk.
Jeg huske kun alt for godt alle de gange, min mor var HELT urimelig og ville have mig til at rydde op på værelset. Jeg huskede kun ALT for godt, HVOR vred man kunne blive over, at eens mor mente at man skulle tage ALT vasketøjet i vaskekurven.
Og nu sad jeg her på opgangen og var den voksne mor – mens min datter kiggede gennem brevsprækken mens hun kom med nye og lokkende tilbud.
Nu er en 9 årig netop det.. Ni år – så da jeg begyndte at fryse og gerne ville ind, satte jeg mig helt ned foran døren, så hun ikke kunne se mig. Her sad jeg HELT stille 2 minutter. HErefter troede hun, jeg var gået,- hvorefter hun åbnede døren – og jeg kom ind,- uden at give hende nogen som helst af hendes ultimatumer.
Og nu er der rent på hendes værelse.
Sejt, at du stod fast! 🙂
Glæder mig til, at min egen bliver så gammel, at man kan begynde at forhandle! 🙂
Hvor er du sej:-) næste gang så husk lige de dersens nøgler ikke, næste gang er det jo Jonathan der lukker dig ude – og vips du er ude har han glemt hvordan man åbner. For resten har Martin allerede låst mig ude i “haven”, han lukkede døren og vippede håndtaget ned – og dér stod jeg, uden telefon og uden mulighed for at komme hverken mere ud eller ind. Heldigvis åbende han igen.
knus
Kristina