Selvtægt

For over et år siden, vågnede jeg kl. 2:30 om natten ved, at skufferne på min datters værelse røg ud og ind.

Jeg snoede min dyne om mig – da jeg ellers var komplet nøgen og helt alene, og begav mig ind i stuen.

Her mødtes jeg af to unge mænd, der stod med min datters bærbare under armen og mumlede “vi gik forkert”.

Jeg blev så rasende, at jeg ikke kan beskrive det i ord. Jeg henholdsvis skubbede og slog de unge mennesker ud af døren, mens jeg flåede computeren til mig. Derefter ringede jeg til politiet.

De kom hurtigt – og ikke mindst mange. Jeg blev afhørt de første ti gange. 2 gang foregik lige der, hvor jeg havde skubbet de unge mænd. Som jeg stod der og fortalte, hvad der var sket, fik jeg pludselig øje på en brødkniv, der havde ligget på bordet hele aftnen. Een, der ikke var kommet ud efter aftensmaden. Og pludselig blev alt sort omkring mig. Jeg hyperventilerede og fik det virkelig dårligt.

Politimanden kunne følge mine øjne og trøstede mig: “Bare rolig – de havde ikke gjort noget, selvom de havde set den. Det var bare nogle unge lømler” forklarede han. Og jeg snappede videre efter vejret.. for det var slet ikke det, der havde overrumplet mig.

Det var ikke dem, jeg frygtede for, skulle have set kniven. Det var mig selv. Følelserne ved at se to fremmede mennesker i min stue kl. 2:30 om natten var så adrenlinsparkende og voldsom en oplevelse, at jeg kunne have gjort hvad som helst, hvilket reelt bevises i, at jeg skubbede og slog to 19 årige mænd – begge 1½ hoved højere end mig – ud af døren. Havde JEG set kniven i kampens hede, er jeg faktisk slet ikke i tvivl om, at jeg ville have brugt den! Og det var det, der gjorde mig så bange – bagefter.

For politimanden havde ret. Det var bare to unge lømler, der lavede ballade. Tænk, hvis jeg havde skåret i dem! Tænk, hvis dramaet havde udviklet sig fra, at de begik indbrud i min lejlighed – og så til, at den ene af dem måske kom alvorligt til skade, måske ligefrem blev slået ihjel. Ville jeg have kunne leve med mig selv bagefter? Svaret er ubetinget NEJ.. for nok er det en forbrydelse at begå indbrud – men straffen i Danmark er gudskelov ikke efter Sharialovgivningen. Straffen bør være på en måde, at de unge mennesker kan komme på rette vej efterfølgende.

Bagefter kunne jeg se, hvor forfærdeligt dette ville have været. Bagefter.. Men under seancen havde jeg været parat til at gøre hvad som helst.. og bruge et våben aggresivt.

Selvtægt har mange ansigter.

Jeg forstår til fulde guldsmeden, der skød efter røver nummer 4 og 5. Jeg forstår godt selvtægt. Men selvtægt gør oftes alene situationen endnu værrer. Det er sjældent at man har overblikket i en sådan situation til at overskue, hvad der er rigtigt og forkert – hvornår nok er nok.

Derfor gør det mig ondt med al den snak om våben ved sengen mv. Al den “mulige selvforsvar” – for oftes – aller aller oftes – er det unge lømler, der alene ved at blive opdaget, får en skræk i livet. Og går man først til angreb, er det ikke nødvendigvis een selv, der slipper bedst fra situationen.. for det adrenalinchok, man selv er i, kan man gange med to i indbrudstyvens tilfælde.

Derfor: Pas godt på med “våben” ved sengen! Lad være med at gøre noget, man fortryder senere.