“Hvis der kommer en mand og tager dig over skulderen, skal du bare skrige alt hvad du kan : “Den mand er ikke min FAR!” ” forklarede min veninde sin 4 årige datter.
Det må jeg indrømme satte tanker igang hos mig. Hvordan forklarer man børn om alle livets urimeligheder, uden samtidigt at sætte billeder i deres hoveder, som de under ingen omstændigheder bør have netop der?
Jeg fandt en løsning, som i høj grad har virket hos os – og som jeg er stolt af.
Hos os findes der “de gode hemmeligheder” og “de dårlige hemmeligheder”.
De gode hemmeligheder er dem, der giver dejlige sommerfugle i maven. Det er, når man ved, hvad veninden skal have i gave – og at hun vil blive glad for den. Det er, når man har en hemmelig klub med sin bedste ven i børnehaven. Det er hemmeligheden, man deler med bedsteveninden om at man vil dele al sit slik efter børnehaven.
Gode hemmeligheder SKAL man holde. Det er klart.
Den dårlige hemmelighed ved vi reelt godt, hvad er. Det er den hemmelighed, der giver ondt i maven. Det er den hemmelighed, man er ked af at skulle holde, fordi den viden man har fået, gør ondt. Når jeg forklarer mine børn om det, fortæller jeg om at den dårlige hemmelighed f.eks. er hvis lille Peter bliver drillet – og de store drenge siger “Du SIGER ikke noget”. Eller Pia, der betror sin bedste veninde, at hun bliver drillet.
Dårlige hemmeligheder SKAL man altid fortælle til en voksen. Ikke at det lige skal være mor – eller far. Ikke at det er et krav, hvem man siger det til. Det vigtige er: Man SKAL sige det! Man må aldrig nogensinde holde på en hemmelighed, hvis man bliver ked af at tænke på den. Hvis man er bange eller hvis man er utryg.
Min datter er kommet hjem med mange dårlige hemmeligheder. Hun har forstået taktikken. F.ek.s. da hendes veninde havde det rigtig skidt, fordi hendes mor og far skulle skilles (og så alligevel ikke skulle det – og hun blev rodet ind i et væv af løgne, fordi de jo sagde det DEN morgen, da de var uvenner – men efterfølgende ikke mente det.. Men da havde pigen jo fået lettet sit hjerte – og veninderne stod der parate og hjælpsomme.. og så var det så svært!)
Det var da hun ikke var så gammel. Efterhånden som hun er blevet ældre har hemmelighederne både være om hende selv – og om andre – men begrebet “en dårlig hemmelighed” har hun til fulde bevist, at hun forstod. Dermed er jeg lidt mere tryg ved at sende hende ud i verden. Hun ved ikke, der findes pædofile. Hun kender ikke al slags ondskab i verden – og jeg synes det er rigeligt, at hun holder sig til det, hun oplever. Det er barskt nok for hende. Og jeg er mere tryg – for jeg kan jo hører på de hemmeligheder, hun kommer med, at hun til fulde forstår. For indimellem kommer de barske hemmeligheder også.. særligt efter hun er blevet teenager og har opdaget lidt mere af verdens barske sider.
Nu gælder det min søn. Jeg forklarer ham det mindst en gang om ugen. Vi leger lege, for at få ham til at forstå. Han har endnu ikke haft nogen “dårlige hemmeligheder” – og dermed ved jeg ikke endnu om han forstå.
Men jeg ved, at jeg aktivt har givet ham et redskab,- hvis noget hæsligt skulle overgå ham – og en voksen prøver at lukke munden ved at sige “Shy.. Det er en HEMMELIGHED”.
fantastisk ide..den vil jeg helt klart bruge, på den måde undgår man jo en masse skræmme historier, som jo i bund og grund gør dem bange og urtygge. Tak
Genialt – den må implementeres herhjemme. – og hvor er det godt at du stadigvæk skriver, jeg kikker ofte “forbi” og gældes når der er nyt.
Katrine kender også til de gode og dårlige hemmeligheder …. for det er jo vigtig viden! Det gør det noget lettere synes jeg, at skolen har som mål at børn gerne må sladre – for hvis de ikke må sladre, hvordan skal man så kunne regne med, at de fortæller ting der VIRKELIG er dårlige? Så på Katrines skole bliver man opfordret til at sladre om ALT hvad man ser af urimeligheder 😉