Det er en underligt fornemmelse, jeg har i kroppen. På den ene side, så får Jonathan spillet lidt flere boldkampe – han kommer lidt oftere på legepladsen – han får lidt ofterer lov til det, han normalt ikke får lov til så tit.. Fordi jeg kan mærke indeni, at en epoke er ved at slutte. Og jeg vil nyde hvert eneste sidste øjeblik - så jeg suger oplevelserne til mig.
På den anden side glæder jeg mig til at se ham lege med andre børn - undersøge verden – også uden mig.
teksterne bliver da kortere og kortere og billederne større og større….. hmmm, ikke helt sikker på at jeg synes om denne udvikling – men kan ikke uddybe for så bliver min kom. længere end din blog for d.d.
Kan KUN gi Sanne ret!!! – den eneste der er værre er Julie, der ikke en gang gider skrive hver dag :-((
Hov – nu må jeg stoppe – inden MIN kommentar bliver lægenre;-)
knus
Kristina
Ja hvad er det for noget??? Vi vil ha´ den gode gamle Pernille tilbage 🙂 Håber alt er vel?