Jonathan kan gynge alene nu.
Måske er det, fordi jeg føler mig mere tryg, nu hvor faldunderlaget under gyngen er udskiftet og er godt og blødt.
Måske er det fordi gyngen nærmest hænger hen over jorden eller måske er det fordi jeg har set Jonathan sætte fødderne ned -og kunne nå.. men faktum er, at nu tør jeg lade Jonathan hænge alene på en almindelig gynge – bare med et bræt og med to metalkæder op.
Og min lille søn på et år og 8 måneder sidder og soler sig helt alene der på gyngen – med mig lige ved siden af. De første 20 minutter med et ængsteligt blik – men som tiden går – uden uheld – og uden Jonathan umotiveret ændre sit balancepunkt (ved f.eks. at give slip) begynder jeg bare at nyde synet af Jonathan – der blidt gynger frem og tilbage – frem og tilbage. Storsmilende – grinende til tider.
Da vi endelig går op, er Jonathans fingre helt mørkerøde af kulde – men knægten smiler til op over begge øre. Jonathan kan selv gynge!