Knock-outet

Boksning… Hmmm. tænkte det ville være go træning, nu hvor jeg ligesom ikke kan spinne så meget. Nu har jeg så tænkt om igen.

Træneren fra helvedes forgård startede med at komme 25 minutter forsent. Minutter, jeg valgte at bruge på en kondicykel. Vi var kun tre piger: Een, der havde prøvet det før – og en, som bar en t-shirt fra et 10 km's løb af nyere dato. Naive og novice som jeg er, lader jeg ikke det skræmme mig. Behøver jeg fortælle, at begge piger havde en krop, vi andre kun kan drømme om? Det kunne også være, at jeg her skal indskyde – i en uskyldig bibemærkning – at jeg altså slæber rundt på minimum 15 kgs overvægt.

Nå… endelig dukker denne nipsting af et 17 årigt veltrimmet pigebarn op. "Altså først tager vi noget opvarmning" siger hun – uden at skele til, at halvdelen af timen reelt er gået. "Hvis i tager tre serier sådan her. Først 25 englehop, så 25 reaktionsprøver, så 20 mavebøjninger så 20 rygbøjninger, så 25 skihop så …. "

"HVA!" Jeg har meldt mig til dette hold for at komme  iform – ikke for at forbedre min hukommelse. Var det det, jeg ville, var jeg blevet hjemme og havde spillet memory!

Nå ja – igang. Det var hårdt – rigtig rigtig rigtig hårdt. Men jeg vidste slet ikke, hvad der var i vente.

Behøver jeg sige, at vores alle sammens 17 årige diktatordulle, ikke selv udførte opgaverne? "Og nu sjipper I så og når jeg siger "høje knæløft" så løfter i knæene"

Hmmmmmm…. Efter de første 1,5 minuts sjipning, havde jeg ALVORLIGT lyst til at gå op og spørge denne spændstige 17 år pige, om hun var klar over, hvorfor kvinder, der har født, ikke er så godt repræsenterer til trampolin spring. Jeg nøjedes dog med at løbe ud og træningen fik nu pludselig en ny dimension. "Hvem kommer hurtigst på potten"

Anden omgang sjipning – og jeg var ved at se sol mål og stjerner – og jeg havde stadig ikke set en boksehandske endnu.

Problemet var også, at jeg kunne se, at de andre kunne – de andre to kvinder sjippede videre – men jeg orkede ganske enkelt ikke til sidst. Pulsen knalde så meget derud af, at jeg troede, mit hjerte havde tænkt sig at hoppe ud af mit bryst. Og for hver øvelse, jeg IKKE kunne, kunne jeg samtidigt mærke, at al den stolthed og al den kondition og selvtillid, jeg har fået ved al den anden træning, nu sivede ud af kroppen på mig i takt med de hop, jeg ikke magtede at tage.

Mavebøjninger med vægte – rygbøjninger. Det tog ingen ende.

"Nu skal I tage handsker på og slå denne sandsæk" .. Hmmm.. Jeg ved godt, hvad jeg havde mest lyst til at slå på, som jeg stod der. Og der blev slået til. Indimellem kunne jeg faktisk få min puls så langt ned, at jeg kunne trække vejret.. Problemet var bare, at når jeg kunne trække vejret, kunne jeg også mærke, at for hver hiv af luft jeg fik, kunne jeg mærke hvordan min alt alt for høje puls, dunkede i mit hovede – og slag for slag lagde grunden til en knaldende hovedpine.

Ialt blev det til 35 minutters træning… så kastede jeg håndklædet i ringen.

Jan grinede da jeg kom hjem, og fortalte om den 17 årige træner, der helt sikkert troede, at det var Sylvester Stallone, hun stod overfor – og ikke en midaldrene kvinde med 15 kilos overvægt. "Første gang jeg trænede boksning, gik jeg ud og kastede op. Det er EKSTREMT hårdt og da var jeg forholdsvis ung og veltrænet" grinede han.

Hmmm… Måske ER det ikke træneren, den var gal med. Hermed er det udelukket, at jeg skal gå til boksning igen.