Betroet

Min datter er vil fys idag. Og det passer ikke den unge dame. Een ting er, at nakken gør vrøvl og derfor er værrer end den plejer – men den dumme dumme fysioterapeut tager også fat – MEGET fat. Da vi gik derfra kunne jeg både se, mærke og høre, at hun havde omend meget ondt.  

Og endelig har en jeg en rolle, jeg kan udfylde. For jeg har indset, at jeg ikke kan få hendes smerter til at gå væk – eller får hendes nakke til at arte sig. Men jeg kan være hende, hun er vred og sur på, når alting gør alt alt for ondt. Jeg kan være hende, som min datter for et øjeblik ser som selveste årsagen til det hele. Jeg kan tage tårerne, vreden og skubbene.. for jeg ved at om et øjeblik vender hun tilbage – så har hun fået afløb for al den smerte og uretfærdighed.

Og det er faktisk en rolle, jeg tager med glæde. Hvis min datter for et øjeblik kan omsætte al sin smerte og fustration til vrede mod mig, bare for et øjeblik, så kan det lette i hende.. Jeg ser det faktisk som en betroelse, at hun gør det. Hun ved godt, at jeg ikke holder det imod hende – at jeg ikke senere vil sige "Jamen dér overreagerede du" eller i situationen blive personlig fornærmet. Min datter stoler nok på mig til at vide, er her er et midlertidigt frirum.

Hendes vrede endte, som den plejer, i at hun brød grædende sammen. "Det gør bare så ondt" græd hun, mens jeg holdte hende helt helt tæt.

Det ved jeg godt min skat. Jeg ved det godt.