Lektiefrikvarter

Det startede egentligt bare med, at jeg gerne ville vænne vores datter til, at der er en tid på dagen, hvor man bruger energi på skolen – også selvom hun kun lige var startet i miniklubben. Gode vaner kan man ikke få forsent.

Men hun fik hurtigt udviklet det. Det, vi herhjemme kalder for "Lektiefrikvarter" – Det lyder som et frikvarter FRA lektier – men fra starten var det faktisk ment som tidsrummet TIL lektier. Men det blev det nu aldrig.

Et lektiefrikvarter starter med at hele familien samles om bordet. Måske omkring aftensmaden – måske bare til eftermiddag – med lidt the.

Nu går runden så: Een skal spørge – og een skal svare – indtil alle har prøvet det hele. Vores datter elsker at starte, og hun plejer at vælge mig, som første fortæller. "Hvad har du lavet idag mor" .. og så må jeg ellers fortælle, hvad jeg har oplevet – både af det store – og af det små. Nogengange handler det om små detaljer – andre gange bliver det startsskuddet til nogle flere og størrer samtaler. "Hvad var det bedste idag" – er næste spørgsmål. Og det er faktisk meget rart at få sat ord på, at noget netop idag har været lykkeligt.. eller dejligt. For langt de fleste dage er der jo NOGET at være glad for. (Om ikke andet, så at man fik taget opvasken lidt hurtigere end normalt)

Sidste spørgsmål i første runde hedder : "Hvad var det værste idag?" Den er nu særligt møntet på at fritte vores datter for lidt oplysninger om, hvordan det går. Hvis hun kan fortælle os at det værste der er sket den dag, er at alle hendes blyanter var knækkede – så kan Jan og jeg se på hinanden og smile indforstået.

Når alle har spurgt og svaret – slutter vi af med at tale om morgendagens planer – så alle er klar over, hvem der er hvor, hvornår.

Jeg elsker lektiefrikvarter – fordi jeg kommer lige 2 cm længere ind under huden på min datter – og fordi hun tydeligvis bliver bedre og bedre til at fortælle.. At vide, der er en start og en slutning og der er noget, der er væsentligt og andet, der er uvæsentligt – og at det er hende, der bestemmer. Og så kan jeg også godt lide ideen om, at hun ved, hvordan vi har det på vores arbejde. Vi fortæller naturligvis ikke om de store voksenting, men hun får alligevel et indblik i, hvad vi – som voksne - definerer som en god dag.