Dagen er fuld af eftertænksomhed. Listen indeholder de to navne, vi hele tiden vidste, ville være der. Jeg er reelt den eneste i familien, der ikke kender dem. Vi passer på, hvad vi siger.. Taler ikke om det højt – men det ligger der hele tiden.
Om to dage skulle de kommer hjem. Hendes mor sidder nu og venter på at dagene går – håber og satser på, at de kommer hjem med flyvet om to dage. Ingen tagert den sidste rest håb fra hende…
Imens fortæller resten af verden om mennesker, der ikke har spist siden katastrofen. Mennesker, der vandrer rundt i det, der for 6 dage siden var hele deres liv – men nu er vraggods. Mennesker, der allerede nu bygger op – gør rent og kæmper videre – selvom halve og hele familier er udslettet.
Idag er for dem. For dem, der leder – dem, der håber – dem, der lige nu er slået omkuld. Må de alle få styrke til at rejse sig.
Pernille mine tanker er stadig hos jer – og moren/mormoren til de savnede…Jeg håber på det bedste…Det bliver en svær dag idag, når nu det skulle være hjemkomstdagen…