Katastrofen bliver værrer og værrer. Hver gang man tænker “Nu kan det ikke blive værre” bliver tabstallene endnu højere. Fra 3.000 til 123.000. Tallene er så høje, at man ikke kan begribe dem. Selvom om man satte sg ned og talte nu, så ville man være meget meget lang tid om at komme så langt.. Og hvert eneste tal repræsenterer et liv, der blev slukket.
De personlige beretninger – mennesker, der har stået ansigt til ansigt med døden – står i avisen – i TVnyhederne – i radioen – og ikke mindst dybt inde i mit sind.
Historien om en mor, der ikke kunne holde begge sine børn – og gav slip på sin 10 årige søn.. Reportager fra journalister, der går i ruiner, efter det, der for kort tid siden var liv og arbejde og ferie for så tusindevis af mennesker.
Og katastrofen kommer tæt på – barn og barnebarn til min svigermors veninde og derigennem legekammerat til min datter er blandt de 490 savnede. Alle formår at bilde sig selv ind, at de gemmer sig langt inde i landet – at de endnu ikke har hørt om katastrofen og derfor ikke har kontaktet hjem. Andre tanker er ubærlige.
Katastrofen er den værste naturkatastrofe for Skandinavien nogensinde – selvom det skete på den anden side af jorden. Ingen – ingen kan begribe omfanget af katastrofen..
I aften – kl. 24 vil jeg bede en bøn for de faldne – og for de, der overlevede.
Tænker på jer…og håber for jer, at der snart må være nyt dernede fra…Hvad det end må være…Det er så grusomt….