Forleden dag tog min datter sin veninde i hånden, for at vandre et par timer med en bøsse i hånden og med et “vil du ikke støtte Kræftens Bekæmpelse? om munden. Det var hendes egen ide – og resultatet blev, at Kræftens Bekæmpelse nu har 1630 kr mere at forske for.

Jeg spurgte faktisk, om jeg måtte komme med, men det mente hun ikke lige der var plads til. Det var noget, HUN gerne ville.

Det satte tanker igang om, hvad vi mennesker gør.

Jeg er priviligeret. Jeg har to dejlige børn – og et fantastisk arbejde. Jeg har en velfungerende øverste halvdel og en sund økonomi. Min opdragelse – sådan helt indeni siger mig så, at med det privilegium, jeg bære rundt på – så har jeg også et ansvar. Det har vi alle sammen – hver og en.

Ansvaret lyder ganske enkelt: “Sørg for at gøre verden til et lidt bedre sted at være – set med dine øjne”

Omfanget er som man magter det. Vi har lille Tata, der sidder nede i Afrika et sted, og nu går i skole – hvilket hun ikke gjorde før, fordi der ikke var noget, der havde råd til at sende hende afsted. Når jeg går forbi en bøsse fra Børnecancerforeningen – så kommer der nogle småpenge deri – og hvis der er nogen, der kan bruge min hjælp, så hjælper jeg gerne.

Men det bedste jeg giver tilbage til en verden, der har gjort mig så priviligeret er alligevel de to børn, jeg opdrager. For jeg opdrager DEM til at være ansvarlige overfor andre. Jeg opdrager DEM til at sørge for at gøre verden til et lidt bedre sted.

Adskillige gange har vi gået Eccos Walkathon. Og hver gang med det formål, at min datter skulle donerer sine 5 kr * 5 km = 25 kr til det velgørende formål, hun mente bedst passende. Vi brugte de 5 km til at tænke lidt over hvordan man kan hjælpe. Da hun var lille, ville hun gerne hjælpe alle. Hun forstod ikke, at når jeg nu tjente penge – hvorfor kunne vi så ikke BÅDE fjerne sult i verden, afskaffe kræft og få alle børn vaccineret og i skole. Vi kunne jo bare forære ALLE mine penge væk! Men hun lærte at hendes 25 kr kun kunne gå et sted hen. At vi kan hjælpe – men at vi ikke kan ændre det hele på een gang. At vi må finde ud af, hvad vi mener er aller vigtigst – og så hjælpe i det omfang, vi har overskud og mulighed.

Samtalerne vi havde undervejs, var nærmest filosofiske.. for hvad er bedst: At finde en kur for Cancer? Eller for Aids? Eller redde hjemløse dyr? Eller hvad med børnene i Afrika? Hvad med deres mødre? Skal vi købe kondomer til dem – eller ?

Det er nemt – som voksen – hele tiden at komme med et modargument. Så når min datter kom med “Vi skal redde dyrerne” kunne jeg spørge “Er de da vigtigere end menneskerne?” “Jamen så skal vi give penge til børnene i Afrika” .. Og min svar kunne være “Jamen, tror du ikke bare at de så får flere børn? At selvom vi hjælper – så kommer der bare flere og flere?” Efterhånden fandt hun ud af kompleksiteten i at hjælpe. At det slet ikke er så nemt. At man må tage små bidder af gangen – gøre sit.

Ikke at hjælpe – ikke at give et bidrag til verden, falder mig uforståeligt. Ikke at jeg forventer, at alle giver penge til en indsamling – eller vandrer byen tynd for at tjene 25 kr til Kræftens Bekæmpelse. Man kan hjælpe på så mange måder.

Rigtig mange mennesker arbejder frivilligt for en forening. Der sidder kvinder i Dannerhuset klar hver eneste dag, for at tage imod andre kvinder, der er kommet i krise i deres parforhold – eller er blevet voldtaget. Der er mennesker, der påføre sig røde næser – og går runder på hospitalerne, for at muntre alvorligt syge børn op.

Andre skriver for at ændre en sag. Lader deres røst blive hørt i sager, der for dem, er vigtige. Andre igen går ind i politik – og ændre derigennem verden. Måske er de bare medlem af et politisk parti – men med deres bidrag til partien, er de medvirkende til at det politiske system ændre sig.

Nogen giver igen til samfundet, ved at tjene deres daglige brød. Tænk på Sundhedshjælperen, der dagligt og kærligt sørger for, at din gamle bedstemor har nogen at snakke med – samtidigt med, at opvasken bliver taget og støvsugeren kommer i alle hjørnerne eller på sygeplejersken, der kyndigt og kærligt hjælper dig igennem sygdom, du ikke selv overkommer, eller læreren, der guider vores unge mennesker frem til et voksenliv.

At give tilbage til verden, er for mig det mest naturlige i verden. Mine børn skal opdrages til at dele, til at have empati for andre, til at vide, at de bære et personligt ansvar for, at verden bliver lidt bedre – dog samtidigt med, at de skal vide, at ansvaret aldrig nogensinde er størrer, end at de kan bære det!

“Jeg giver over skatten” hører jeg mange sige. Og det pisser mig af. Man kan ikke melde sig ud af samfundet, ved at erklære, at “man betaler over skatten”. Vores skat er ikke en ansvarsfritagelse for næstekærlighed, forståelse for andre. Tværdimod: Det er en direkte opfordring fra samfundet: Vi må og skal alle hjælpe, for at samfundet bevæger sig i den ønskelige retning. Skatten er det absolutte minimum af hjælp. Der er brug for så meget mere.

Vi er alle en del af det samfund, der er omkring os. Og vi har alle et ansvar. Både på den korte bane – med det lille barn, der græde, fordi mor er forsvundet i den store butik – og på den lange bane, hvor vi har brug for, at finde en kur på kræft.

For cirklen rundes! Jeg kan sagtens huske, fustrationerne fra hospitalet, da min datter var indlagt – og jeg var ved hendes side. Jeg husker glimrende hospitalsklovnen, der fik min datter til at grine, fortabt for omverden for en lille stund – i en bobbel uden sygdomme og smerter. Jeg kan huske, hvordan jeg sad og betragtede min datter – med en indre følelse af lettelse og taknemmelighed for et øjeblik. Jeg husker, hvordan mine datters øjne fik mere liv og lykke, mens kvinden med den røde næse og den tåbelige store hat, fjollede rundt.. Jeg tog imod hjælpen med kyshånd.. det betød så meget mere, end jeg evner at beskrive og jeg tager imod hjælpen dagligt fra andre.

Vi skal huske hinanden. Vi skal huske at gi det videre – på hver vores egen måde. Det er jo det, der er så fantastisk: Der er ingen, der sætter krav om vores hjælps intensitet, økonomi eller omfang. Vi bestemmer helt selv, hvornår, hvormeget, hvor ofte og hvorlænge..

Så sig det videre!!! Sammen kan vi gøre en forskel

/ Min datters udvikling

3 Replies

  1. Her er jeg så på kollisionskurs! Jeg er førtidspensionist, fordi jeg ikke har kræfter til et job, der kan forsørge mig. Ikke om jeg vil bruge de kræfter, jeg dog har, på såkaldt frivlligt arbejde. Min energi skal bruges på mit eget liv. Der kommer ikke nogen og rydder op her, når bunkerne løber fra mig.
    Organiseret velgørenhed støtter jeg heller ikke. Det fik Jørgen Poulsen, som jeg ellers så op til, eddermame sat en effektiv stopper for. Selv min mor, der ellers i mange år arbejdede gratis i en Røde Kors-butik, var ved at melde sig ud af foreningen.
    Jeg betaler over skatten, sgu! Jeg er på førtidpsension og har kun personfradrag. Så jeg betaler rigeligt. Så de små børn i Afrika må finde nogle sponsorer, der har bedre råd end mig. Eller også må nogle missionærer, jeg ikke sponsorerer, lære afrikanerne om prævention. Jeg hverken kan eller vil føle mig ansvarlig for alverdens elendighed.
    I, der har en bedre økonomi, er jo velkomne. Men I er til grin for jeres egne penge.

  2. Bare for at være rigtig krakiler.
    Jeg opfatter netop dig som givende, fordi du skriver nogle yderst inspirende blogindlæg. Enhver giver jo, som man synes bedst – og er man ikke til indsamlingsbøsser, så er der helt sikkert andre steder man gør en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *