Navne..

Kæresten og jeg fantaserer..

“Hvad nu hvis der skulle dukke et ekstra barn op”. Fantasien holder kun sådan en mandag aften, hvor lillemanden er hos sin far, bøllefrø og bøllespiren sover trygt hos deres mor – og min datter tripper i takt til musikken, der strømmer ud af højttalerne.

“Altså – jeg har jo opkaldt mine unger” siger han stolt. “Jeg synes det er vigtigt at navnet er gennemtænkt. At det har en egn.” Begge hans drenges navne er lidt valhallainspireret. Stærke, ligetil og meget danske drengenavne – samtidigt med, at ingen af navnene ligger på hverken top ti eller tyve.

“Jamen – jeg synes da bestemt også det er vigtigt med sammenhængen” forklarer jeg.. og viser kæresten det blogindlæg, jeg skrev, da jeg i hinde tid beskrev, hvorfor min søn skulle hedde Jonathan. At begge mine børn er opkaldt efter figurer fra Astrid Lindgrens verden – med et bogstavs ændring i navnet.

“To stavelser lyder altså også meget godt” fortsætter han. “Ja.. ” siger jeg og siger “Men det må ikke være noget med K – af hensyn til efternavnet”.

Vi sidder stille hver for sig og tænker lidt.

Et sødt navn med rødder i vikingetiden på to stavelser – som også er en elsket figur i Astrid Lindgrens verden.. Helt på 2 stavelser og under ingen omstændigheder med K. Og så er der et bogstav, der skal ændres fra Astrid Lindgrens verden.. Og Ronja er der ingen af os, der hopper på.

Jeg smiler til ham – og han til mig. “Det er vist meget godt, at vi har bestemt os for, at vi ikke skal have flere børn” siger vi nærmest i munden på hinanden og smiler.

… og så nåede vi end aldrig til efternavnene 🙂