Jonathan lærte at åbne døren ud til opgangen engang for længe siden efterhånden. Siden da har det været udflugtsmål nummer 1 – at komme ud på opgangen.
Nu har vi efterhånden oplevet det så mange gange nu, at jeg ikke længere panikker, når jeg kan høre min søns sprøde stemme give ekko på opgangen – for mere snu er han jo ikke 🙂 Det første han gør, når døren er åbnet og gangen indtaget, er at stikke i et jubelhyl over sin egen fantastiske evner.
Vi har også efterhånden fundet ud af, at han går op – og ikke ned – til at starte med. Det letter også lidt på situationen – for hvis han gik ned – ville han måske kunne komme ud på gaden – og derfra ville panikken da alvorligt brede sig. Desuden er trapperne nedad sværere at besejre end trapperne opad. Der er símpelhen størrer risiko for, at knægten snubler nedad.
Døren herhjemme er nu altid låst – men når han endelig fanger os - den ene gang, hvor døren IKKE er blevet låst – så når jeg normalt at fange ham inden han har nået trappen – nærmest på vores dørmåtte – for jeg kan jo høre at døren går.
Jeg gruer alvorligt for den dag, Jonathan pludselig får lyst til at gå ned af trappen.
Så må vi håbe, at han har hittet ud af hvordan, – inden den lyst bliver for stor, – at I har været med tilpas mange gange 🙂