Da jeg var gravid med min datter, var jeg ved at gå til over alle de mennesker, der mente, at netop DERES barn, var det kønneste. Som om det var en selvfølge at man fik det smukkeste barn.
"Ja – MIN datter er jo nok ikke verdens kønneste.. Det tror jeg faktisk ikke" sagde den knap så kvikke førstegangsgravide.
Og så var det, at min verden blev invaderet af det smukkeste lille kræ.. Min lille datter. Bare at se på hende, fik mig til at få vand i øjnene. Hun var så lille og fin og vidundelig. Jeg kunne jo heller ikke vide på forhånd, at jeg vitterligt VILLE få det kønneste barn.
Hun er stadig køn – og hendes lillebror er ikke mindre køn. Han er nøjagtig lige så perfekt, som sin søster.
Og når jeg ser andre børn, kommer jeg automatisk til det. Jeg tager udgangspunkt i "jordens kønneste" (altså mine egne 🙂 ) og sammenligner derfra. "Han har da LIIIIDDt store øre" siger en lille stemme i mit øre.. "Jo hende der – hun er køn … men hun har da ALT for meget hår" Jeg siger det ikke højt,- men jeg ved jo også, at andre har det på samme måde.. At andre mener, at min datter skulle til at få sig nogle voksentænder (fordi deres jævnalderende pige for dem er MEGET kønnere med de store flotte nye tænder) - og at min søn skulle se at få sig nogle mælketænder. Men jeg synes jo det kønneste i verden er IKKE at have voksentænder… altså indtil hun får det! Så er hun jo bedårende med det! Det er en underlig mekaniske – der udløser det. Og den må hænge sammen med den grænseløse og uendelige kærlighed, man samtidigt nærer til sine børn.
Alle andre børn bliver gradbøjet i forhold til mine egne.. Vurderet i forhold til mine egne – og når jeg ser min søn – gå rundt uden ble på – med sin lille stritvom og med sit dejlige lyse hår – og de store blå øjne – jamen .. så kan jeg mærke det indeni mig.. Det ER verdens kønneste børn.
Hmmm lige nu tænker jeg at du tænker at mit kønne barn har lidt for mørkt hår og lidt for mange tænder…. kan det passe??
Jeg er slem til det med at kigge på andre børn og tænke “de øjne der… sidder de ikke lige lovlig tæt??” “Hva.. mangler dumbo ikke et øre eller to?” “Hold da op du fik da din mors næse – inden operationen!!” eller slet og ret – “hold da kæft en grim unge” Det underlige er dog at jo tættere man kommer på et andet barn jo mere af alt det skønne kan man se – Altså i Jonathan for eksempel… jeg kan da tage mig selv i at glo på den dreng med den samme beundring som jeg stirre på Mattias med og Emil, den lille puttegøj… Jeg kan se forskelle og jeg ved at min søn er den kønneste for mig, med de andre børn jeg holder af kan jeg slet og ret heller ikke finde fejl ved!
Jeg har læst en gang at kvinder ofte holder mere af synet af deres drengebørn end af synet af deres døtre – fordi drengede efter sigende skulle ligne fædrene og i drengene kan moderen så genkende de træk hun finder gode ved manden. I datteren kan de så tilgengæld se sig selv og de træk de ikke kan lide ved dem selv…. Jeg tror man vælger at overse de fejl fra en selv der dukker op i ungerne – det er jo ikke en fejl når den er plantet på så smuk en skabning :o)
Hørt! Med den undtagelse at det altså er mine børn, der er de kønneste 😉
hvor er jeg?