Da jeg talte med Kris gik op for mig, at jeg mangler symboler – jeg mangler fysiske vidnesbyrd om, hvad der betyder mest for mig i verden.. en accept af, hvad vi har været igennem. Følelsen af at kunne gribe sig om halsen – eller se op – og have en fornemmelse af, at det hele er der endnu – det hele bliver der. At vi som familie har en indre styrke, ingen kan tage fra os.
Så nu tigger jeg min "pejsesæt-er-en-go-gave" kæreste for smykker eller bare eet smykke i julegave. Egentligt havde han allerede selv tænkt på den ide – at jeg skulle have et smykke, der på een eller anden måde symboliserede hele familie,- men da de havde været i Fields havde de ikke lige kunne finde "det" .. Og selvom han tænker det, er det ikke ensbetydende med at han får det købt. "Det er tanken der tæller" er ikke noget man skal sige til ham - for det tager han meget bogstaveligt :-)
En normal jul vil nemlig medfører at min dejlige kæreste vælter rundt i IKEA minutter før lukketid d. 23. december og messer "Jeg SKAL have ET ELLER ANDET" og i ren panik griber det første og bedste, der falder for hans fødder. Det er faktisk blevet lidt af en juletradition.
Mon ikke han alligevel når det i år?
Helt og aldeles.
Men hvem ved – det er jo snart min bryllupsdag – og derefter kommer jul – og fødselsdag 🙂
Er dine troldekugler gået sukkerkolde???