Normalt rydder jeg ud i min datters skab en gang eller to om året. Altid når hun IKKE er hjemme – for jeg har en god fornemmelse af, hvad hun ikke har brugt i flere år – og så smider jeg det ud. Typisk kan jeg halverer indholdet af skabet uden hun nogensinde har savnet noget. Og her op til jul er det en nødvendighed – for der skal være plads til nye ting – lige om lidt.
Men det er med vemod, jeg tømmer i år – for jeg kan mærke på min datter – og på udviklingen, at det ikke er legetøj, skabet bliver fyldt op med igen. Der er ikke så meget legetøj tilbage… og der er mere og mere af samlerier og bøger. Sådan skal det jo gå - men når nu naturen er sådan indrettet – hvorfor kan naturen ikke også udstyre moren med en fornemmelse af tiden – så jeg ikke sidder tilbage og synes tiden går alt for hurtigt?
Jeg kender følelsen. Og den er ikke altid lige rar. Lige om lidt, så kommer de hjem og præsenterer den første kæreste, vil til fest og flytter hjemmefra! Inden vi ser os om, er vi bedsteforældre med små kloner på skødet. Skræmmende tanke! Tror det handler om, at vi skal nyde den tid vi har tillåns sammen med vores børn:-)