Da billetterne blev bestilt, havde jeg sådan en "Nå ja - det er den de andre vil se" agtig fornemmelse. Superhelte, der har elastikarme er bare ikke lige mig. Men jeg kan klare meget, hvis jeg er i godt selskab.. så mon ikke den gik. Ihvertfald blev billetterne bestilt til filmen: De utrolige
Jeg blev positivt overrasket. Filmen var ikke en almindelige heltefilm – men i lige så høj grad en film om at indpasse sig – om at måtte tilsidesætte egne behov for en større fornuft – og ikke mindst om at bryde de rammer.
Ungerne var vilde med den. Den var spækket med action – og især første halvdel af filmen, hvor vores stakkels familiefar, der har superkrafter, men ikke må bruge dem og derfor er endt som sagsbehandler i et forsikringsfirma, finder ud af hvordan han alligevel kan være bare lidt helt.. fritidshelt. Som et par narkomaner sidder han og hans superhelteven hver onsdag (hvor konerne tror de er til bowling) og lytter til politiradioen for at se, om der er nogle små katastrofer, hvor de uset, kan redde folk. Det går naturligvis galt.
Da han endelig skal bruge sine superkræfter igen – er det imod en maskine, der kan smadre jorden. Men først må han have sit supertøj på, mne når man har lagt supervanerne på hylden, lægger man sig også lidt ud – så alene det at komme afsted er en udfordring.
Der var så mange små hints til de voksne. Så mange små ting, som jeg som mor, kunne grine af. F.eks. så troede jeg det var hårdt at være mor til to – men efter at have set fru Utrolig med to børn med hver deres superkrafter – så tager jeg ordene i mig igen. Det var SÅ godt lavet!
Vi fik grinene ud af biografen efter 2 timer. Jeg tager det i mig igen: Den film ER god.