15 minutter senere end situationen med damen, der mente, jeg ikke måtte sms'e, sidder Jonathan og jeg i bussen.
Han sidder og ser ud af vinduet. Mine læber rører hans bløde kind – og jeg nyder duften af ham. Jeg synger så blødt jeg kan, ind i hans øre – uhørtligt (tror jeg) for de øvrige passagerer… Men Jonathan kan mærke det – og ingen tvivl om, at han nyder det. Han vender sig mod mig og smiler … kigger ud og peger hver gang der kommer en stor bil.. Og vender sig om mod mig, så han kan få et kys i ny og næ. Og hele tiden synger jeg – helt stille.
"Hvor synger du smukt" siger min sidekammerat. Jeg har slet ikke opdaget, at der er nogen, der har sat sig ved siden af – for jeg er så optaget af Jonathan og mig.
"Tak" siger jeg og bliver rød i hovedet for anden gang den dag.. Men denne gang af en mere positiv årsag. "Det kunne være vi alle sammen skulle synge lidt for dig" siger damen – henvendt til Jonathan
Og nu bliver jeg helt forvirret. For jeg synes jo, det er sødt af damen, at hun roser mig – at hun nyder min søn. Men på den anden side: Er det iorden at blande sig?
Jeg kommer hurtigt frem til, at forskellen er massiv. Den ene kritiserer mig, for noget hun reelt ikke ved noget om. Den anden vil rose. Ikke desto mindre blander de sig begge i mit liv – alene fordi jeg er mod til Jonathan på 18 måneder.
Ja…forskellen er kæmpe stor…og heldigvis for det. Men det er mærkeligt som børn giver andre mennesker ret til at kloge i, hvad der er godt og bedst, og så absolut ikke er, for ens barn… Det er ikke let at være mor!