18 måneder – Et busstoppested kl. 10:30

Ved busstoppestedet på Buddinge station var jeg virkelig vidne til, når mennesker, mener de kan blande sig i alt vedrørende børn.

Jeg begik den – i en anden kvindes øjne – kæmpe brøler at sende min veninde en sms for at sige, hvornår Jonathan og jeg ville være fremme. Jeg ved ikke, hvad jeg bildte mig ind – for mens jeg SMS’ede så Jonathan på mig – og jeg så jo af naturlige årsager ikke på ham.

“Altså,- unge mødre idag er da også uforskammede” sagde en dame bag mig højlydt til en eller anden ufrivillig lytter. “Tænk sig at kigge på telefonen, når barnet så åbenlyst vil have kontakt. Sådan er det også mere og mere i vore dag”.

Jeg kunne mærke mine kinder blive røde af raseri. Hvad i al helvede bilder sådan et kvindemenneske sig ind, at fortælle mig, hvad jeg må og hvad jeg ikke må, alene fordi jeg tilfældigvis har en søn på 1½ år?

“Synes du ikke selv, du er lige lovlig flabet lige nu” spurgte jeg hende så høfligt mit stemmebånd nu lod sig styre. “Nej – for sådan er det jo.. I ser aldrig på jeres børn!” konstaterede kvindemennesket, der aldrig havde set hverken mig eller min søn før og derfor kun havde 2½ minuts observation at grund sine konklusioner på.

“Hvor længe gik du hjemme hos dine børn” (og her var jeg meget tæt på at tilføje et bandeord – men jeg gjorde det ikke) “Det havde jeg slet ikke mulighed for” .. “NÅ.. Men jeg har SKAFFET mig mulighed for at gå hjemme hos min søn i 18 måneder – så måske min søn har lidt bedre kontakt til mig – end dine børn NOGENSINDE har haft til dig. ” fik jeg vislet.

Hvorfor er det i orden at være så flabet alene fordi jeg er mor til en 1½ år gammel søn? Hvad er det der gør, at jeg konstant og hele tiden skal opfylde HENDES (en tilfældig dame på gaden) forventninger til moderskabet? Hvordan kan man fnde på at krænke andre mennesker, ved at sige sådan en omgang møj? Jeg er dybt overrasket…