Det er sjældent Jonathan er rigtig kælen – og har tid til det. Men i dag vågnede han nærmest træt og allerede kl. 10 var han faktisk klar til at putte igen. Men jeg udnyttede situationen ganske egoistisk – og satte mig i sofaen med min store dreng på maven – og i armen.
Og så lå vi ellers – Jonathan og mig – og nussede og aede.. kyssede og lavede hyggelige lyde.
Og hver øjeblik stjal jeg. Hvert øjeblik nød jeg. For jeg ved det er en gave, der sjælden gives – og som er væk lige om lidt. Jeg duftede til ham – og nød hans særlige Jonathan duft. Jeg aede ham - mærkede hvor ufattelig blød, hans kind er.. Og fint hans hår er .. Hvor smukke hans linier i ansigtet er. Hans lille bitte varme fod med modermærket og med den lidt skæve tå.
Min Jonathan har for travlt med at løsrive sig – til at han har tid til at sidde og nusse alt for længe med sin mor.
På en gang skræmmende og livsbekræftende, – så naturligt 🙂 Dejligt!
Knus og tanker, Ane Mette